Punkrockband skider på Roskilde Festivals crowdsurfing-regler


PR-foto: Every Time I Die


– Jeg har ikke set en eneste crowdsurfer endnu!

Forsanger Keith Buckley fra det amerikanske punkrockband Every Time I Die er ikke tilfreds. Han vil have publikum til kravle op på folkemængden og lade sig bære rundt på de andre gæsters hænder.

Fænomenet hedder crowdsurfing og er forbudt på Roskilde Festival. Gør man det, får man et advarselsarmbånd, og gør man det herefter igen, bliver man bortvist.

Men det budskab synes ikke at være trængt igennem til Keith Buckley, som koncerten igennem opfordrer publikum til at crowdsurfe.

Flere af publikummerne leverer det efterspurgte, og sikkerhedspersonalet har travlt med at hive de surfende publikummer over hegnet foran scenen.

Roskilde Festivals sikkerhedschef, Morten Therkildsen, er ked af, at reglerne bliver tilsidesat.

– Det står i deres kontrakter, at crowdsurfing ikke er tilladt på Roskilde Festival, så jeg synes, det er rigtig, rigtig dårlig stil og manglende respekt for deres fans, siger han.

Every Time I Dies koncert torsdag middag er ikke det eneste tidspunkt, hvor publikum er blevet opfordret til crowdsurfing.

Også onsdagens absolutte hovednavn, den amerikanske popstjerne Pharrell Williams, ville have publikum op i luften.

– Jeg vil se crowdsurfing. For vi er ikke på Korsika, vi er ikke i Cape Town, og vi er ikke i Californien. Vi er i København, lød det fra stjernen, som tydeligvis ikke havde nærstuderet byskiltene.

Her var det dog ikke umiddelbart til at få øje på publikummer, som fulgte opfordringen fra scenen.

Havde de gjort det, kunne det være gået gruelig galt, understreger Morten Therkildsen.

– Man ligger oven på andre folk, og hvis der bliver et hul i publikum, så falder man ned, og det kan man altså brække ryggen eller nakken, siger han.

Han påpeger, at crowdsurferne risikerer at ramme andre publikummer i hovedet med deres fødder, og at dette i værste fald kan slå folk bevidstløse.

Crowdsurfere spillede også en rolle i den ulykke, der ramte festivalen i 2001, hvor ni personer døde.

– Hvis der sker et publikumskollaps, og publikum falder oven i hinanden, som der gjorde ved Pearl Jam-ulykken, hvor der også var mange crowdsurfere, så falder de oven i de andre, og så bliver det endnu sværere at komme op at stå, forklarer Morten Therkildsen.

Festivalen vil nu indskærpe over for kunstnerne, at crowdsurfing er forbudt, og at publikum kan blive smidt ud af festivalen, hvis de gør det.

/ritzau/