Et omstridt lovforslag, der vil gøre det muligt at fratage danske statsborgere passet alene på mistanken om, at de eksempelvis vil rejse ud for at deltage i udenlandske konflikter, vil kunne ramme langt bredere end hidtil kendt.
Det skriver Information.
Mens regeringen i den offentlige debat har begrundet forslaget med ønsket om at stoppe tilslutningen af fremmedkrigere til grupperinger som Islamisk Stat og al-Qaeda, viser det sig nu, at også danske rockere risikerer at miste deres pas.
Det fremgår af et svar fra justitsminister Mette Frederiksen (S) til Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.
I svaret nævnes som eksempel på, hvad der vil kunne begrunde fratagelse af passet, “ophold hos en udenlandsk gruppe inden for rocker- eller bandemiljøet, der begår omfattende, grænseoverskridende kriminalitet”.
Det skyldes, at sådanne ophold ifølge Justitsministeriet “vil kunne indebære eller forøge risikoen for, at de pågældende vil begå alvorlige strafbare forhold, herunder eksempelvis drab, frihedsberøvelse eller ildspåsættelse, i Danmark”.
Jacob Mchangama, der er jurist og direktør i tænketanken Justitia og en af lovforslagets kritikere, undrer sig over, at lovforslaget rammer så bredt.
– Det er meget svært at se, at en rocker, der tager til Sverige, udgør den samme fare for staten som en person, der vender radikaliseret hjem fra Syrien, siger Jacob Mchangama til Information.
At lovforslaget også er rettet mod rockere har hidtil ikke fået nogen særlig opmærksomhed i den offentlige debat.
De nye oplysninger undrer Enhedslistens Pernille Skipper.
– Jo mere vi graver i det her, jo mere uklart bliver det, hvad sigtet med lovforslaget egentlig er, og hvornår det kan ramme. Det betyder, at vi har et retssikkerhedsmæssigt problem, siger Pernille Skipper til avisen.
Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Mette Frederiksen.
/ritzau/