Politi: Valby-skyderi tyder på internt opgør


Politiet mener, at samtlige skudopgør udspringer af en intern konflikt hos Brothas.


Det er interne stridigheder i banden Brothas, som står bag en byge af skud, der søndag aften blev affyret mod en bil i Valby.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det vurderer politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.

– Vi er overbevist om, at det er noget internt, der ligger bag, siger Steffensen til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Skyderi i København
LÆS OGSÅ: Jaget mand igen forsøgt skudt i København
Skyderiet er det tredje af slagsen i løbet af december, som efter politiets vurdering udspringer af de interne stridigheder i Brothas.

Søndagens skyderi foregik på Valby Langgade ved Langgade Station. Her befandt fem unge mænd sig i en bil, som holdt for rødt lys, da en ukendt gerningsmand fra en anden bil affyrede seks skud mod bilen med de fem.

Ingen af de fem i bilen blev ramt ved skyderiet. Heller ikke bilen, som de befandt sig i, blev ramt.

LÆS OGSÅ: 23-årig mand forsøgt skudt tre gange på et år
LÆS OGSÅ: Flere personer anholdt efter skyderi på Amager
Ved en skudepisode 10. december jagtede to biler hinanden på Amagerbrogade ved krydset ved Oxford Allé og via villaveje frem til Greisvej nær Kastrupvej.

Her blev der affyret skud og politiet fandt adskillige patronhylstre i området ved Greisvej.

15. december var der en skudveksling ved Københavns Stormoské på Rovsingsgade. Fra en menneskemængde, som stod foran moskéen, blev der affyret flere skud mod en sort VW Touran.

Politiet mener, at samtlige skudopgør udspringer af en intern konflikt hos Brothas. Og man ser på det med alvorlige øjne, fordi opgøret udspiller sig med skyderi på åben gade, oplyser Steffen Thaaning Steffensen.

– Man kunne jo godt ønske, at de kunne løse deres uenigheder på en anden måde end ved at skyde i de københavnske gader, siger han.

Foreløbig er ingen personer blevet såret i forbindelse med skyderierne.

/ritzau/