Politiet: Her har 14 forladt hashmiljøet


D. 5 marts blev mange personer med tilknytning til hashsalg anholdt under et politirazzia i Jægersborggade på Nørrebro.


14 personer har besluttet at sige farvel til det kriminelle miljø omkring hashhandlen i Jægersborggade i København.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser Københavns Politi om et af resultaterne af en langvarig indsats mod det organiserede salg af euforiserende stoffer omkring den kendte gade på Nørrebro.

De manges exit skyldes en kriminalpræventiv dialog, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen.

I marts gik et stort antal betjente i aktion mod hashmiljøet efter en langvarig efterforskning, som involverede overvågning og andre teknikker.

LÆS OGSÅ: Mange anholdte under hashrazzia på Nørrebro
LÆS OGSÅ: 23 anholdte fra politiaktion i Jægersborggade fremstilles i grundlovsforhør
Det førte til, at 24 blev anholdt og derefter varetægtsfængslet. Samtlige på nær én mand er efterfølgende blevet dømt.

Men indsatsen mod sælgerne er fortsat, og i månederne siden juli har politiet anholdt i alt yderligere 20 personer, som alle har været fremstillet i grundlovsforhør, oplyser vicepolitiinspektøren.

Den seneste sag drejer sig om en 17-årig dreng, der ligesom to andre blev anholdt torsdag.

Den 17-årige blev fremstillet i grundlovsforhør fredag, fordi han åbenbart ikke magter at forlade hashmiljøet.

Så sent som i oktober fik han en dom for at sælge hash, og derfor er han fredag blevet frihedsberøvet. Han er blevet placeret i en institution, oplyser Lau Thygesen.

De fleste af de 20 er blevet varetægtsfængslet, men enkelte har tilstået ved grundlovsforhør og har derefter fået en såkaldt straks-dom. Niveauet er mellem 40 dage og otte måneders fængsel.

Som nævnt mangler kun en enkelt af de 24 anholdte fra den store aktion i marts at få sin sag afgjort.

Det er et medlem af Hells Angels, som anklages for at have fungeret som bagmand. Gennem fem måneder skal han have styret salget af i alt 100.000 joints, påstås det i tiltalen.

Manden nægter sig skyldig, og byretten ventes inden for kort tid at tage stilling til anklagen.

/ritzau/