Politiet: Rockere ville røve millioner fra vekselbureau


Tirsdag 9. september ransagede politiet Hells Angels klubhus på Amager


To medlemmer af rockergruppen Hells Angels samt et prøvemedlem i klubben, en såkaldt prospekt, er fredag i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i hver 27 dage for et groft røveriforsøg mod vekselbureauet Merex i København.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De 13 dage skal mændene sidde i isolation. Det oplyser anklager Jakob Buch-Jepsen, Københavns Politi.

Det var anden gang, at politiet forsøgte at få de tre varetægtsfængslet for røveriforsøget, der skete den 17. juli. Første gang – onsdag – ville dommeren kun gå med til at opretholde deres anholdelse i tre døgn.

LÆS OGSÅ: Hells Angels-rockere anholdt for røveriforsøg

Men da de fredag igen var i grundlovsforhør, fandt dommeren politiets mistanke mod mændene tilstrækkeligt begrundet til en varetægtsfængsling.

Alle tre mænd nægter sig skyldige, og to af dem kærede på stedet fængslingen til Østre Landsret.

Mændene blev tirsdag i en storstilet politiaktion anholdt og sigtet for i fællesskab at have planlagt at røve vekselbureauets pengeskab, der indeholdt op mod 2,4 millioner kroner i danske kroner og udenlandsk valuta.

LÆS OGSÅ: Lige nu: Stor politiaktion mod HA på Amager
Natten til den 17. juli trængte en gerningsmand ind i vekselbureauet på Vester Farimagsgade.

Da den første medarbejder mødte omkring klokken 8.30, blev hun bagbundet med strips og fik tape for munden. Men det lykkedes en anden ansat at slå alarm til politiet, og det fik røverne til at stikke af. Derfor blev røveriet ved forsøget.

Politiets efterforskning har peget på, at det var medlemmer af Hells Angels, der stod bag røveriforsøget.

De to fuldgyldige medlemmer, der nu er fængslet, er 44 og 32 år, og prøvemedlemmet er også 32 år.

I forbindelse med anholdelserne ransagede politiet seks adresser i København, herunder rockerborgen i Siljangade på Amager.

/ritzau/