Greenpeace aktion i Legoland

Greenpeace-aktivister har hængt banner mod Shell på en boreplatform i Legoland. Aktivisterne brød i nat ind i Legoland og hængte banner op og stillede lego-figurer af dem selv op i boreplatformen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Aktivisterne er forarget over LEGO’s partnerskab med Shell, der er en central del af en strategi, der skal give Shell et ansigtsløft, der er så holdbart, at ingen kommer til at sætte en stopper for oliegigantens bindegalde planer i Arktis.

Og som i legens verden er det ikke kun helten, der kan stoppe skurken. Det er faktisk skurkens bedste ven, der skal kappe forbindelsen. Dropper LEGO partnerskabet med Shell, er det et vigtigt skridt på vejen til beskyttelse af Arktis, skriver Greenpeace på deres hjemmeside.

Mange andre steder i verden har aktivister og andre vist deres foragt for sammenarbejdet mellem Legoland og Shell.

Greenpeace skriver på deres hjemmeside:

Vi elsker at lege med LEGO – både på grund af det sjove legetøj og fordi selskabet tager et stort ansvar for miljø og klima. Men LEGO er kommet i dårligt selskab med Shell, der spiller en førende rolle i oliekapløbet i Arktis, og vi kræver samarbejdet stoppet.

Shell og LEGO har de seneste to år - sammen med Ferrari - ført en global reklamekampagne, hvor kunderne på tankstationer kan købe eller få LEGO Formel1-minibiler. Kampagnen er markedsført med billboards, kendte ansigter, videoer, en LEGO Formel 1-bil i naturlig størrelse og meget mere.

Kampagnen har medført en markant stigning i Shells salg af brændstof og indtjening globalt, mens LEGO har solgt 16 millioner Formel1-minibiler på tankstationer verden over.

Men partnerskabet står i skærende kontrast til LEGOs erklærede mål om at mindske den globale CO2-udledning og i samarbejde med sine partnere at efterlade en bedre verden til fremtidige generationer.