Greenpeace anklager Norge for lovbrud

Greenpeace mener, at Norges kystvagt og politi trodser international lov ved at fjerne miljøorganisationens Esperanza-skib fra en boreplatform i Barentshavet.

- Norge har ingen ret til at fjerne vores skib, når det ligger i internationalt farvand, fortæller Jon Burgwald, der er arktisansvarlig hos Greenpeace.

Miljøorganisationen har derfor klaget til de norske myndigheder.

- Vi har blandt andet indgivet en klage over den sikkerhedszone, som de siger, har gjort, at de må fjerne vores skib. Det er en sikkerhedszone, der skal annonceres 30 dage i forvejen. De annoncerede den i går, så vi mener, at det er i strid med international lovgivning, at de har gået ind og fjernet vores skib nu, siger Jon Burgwald.

Greenpeace protesterer mod norske Statoils boreplaner på verdens nordligste borested, men fredag afviste Norge en appel fra Greenpeace om at stoppe projektet.

Aktivisterne mener, at olieudvindingen udgør en trussel mod naturreservatet omkring Bjørneøen.

Men den påstand afviser Statoil med henvisning til, at der er en meget lille risiko for olieudslip og en endnu mindre risiko for et eventuelt spild nær Bjørneøen, der er omkring 170 kilometer væk.

Over 125.000 personer har skrevet under på appellen fra Greenpeace om, at olieboringerne i Barentshavet skal opgives for at beskytte det arktiske miljø og den fredede Bjørneøen mod risiko for olieudslip. Norges miljøminister, Tine Sundtoft, ønskede ikke at modtage underskrifterne.

To danske Greenpeace-aktivister har deltaget i aktionen.

Ifølge amerikanske skøn kan Arktis indeholde 13 procent af verdens endnu uopdagede olie og omkring 30 procent af dets gas.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq