Årsagen til anholdelsen var at han kort forinden havde truet nogle danske mænd med en pistol.
En svensk mand blev lørdag aften anholdt af svært bevæbnede betjente, som på Gilleleje Havn råbte ham an, og sigtede på ham med automatvåben indtil han lå i håndjern på molen.
Den dramatiske anholdelsesaktion skete mens havnen var fuld af mennesker, som overrasket så til at betjentene sneg sig ind på den svenske mand og pludselig råbte ham an, og beordrede ham til at række hænderne i vejret.
Den konsekvente og dramatiske anholdelse skete efter et sammenstød mellem den svenske sejler og nogle støjende danskere i en nærliggende båd, her havde der angiveligt været noget skænderi og skubberi mellem de involverede personer og pludselig havde den svenske mand trukket en pistol frem og truet de danske mænd.
Det fortæller flere vidner til localeyes.dk.
Nordsjællands Politis vagtchef sendte straks en reaktionspatrulje frem til stedet, det er særligt trænede betjente som udover kraftige automatvåben også har ekstra sikring i form af hjelme og kraftige skudsikre veste.
Vidner til truslen med pistolen havde holdt øje med den svenske mand,og derfor kunne betjentene guides direkte hen til den båd som pistolmanden befandt sig på, og foretage anholdelsen af manden. Ved søgen efter pistolen fandt betjentene frem til våbnet som viste sig at være en gaspistol, og altså ikke en rigtig pistol.
– Vi havde heldigvis gode vidneforklaringer, som gjorde, at vi hurtigt kom hen til den båd, der var tale om. Her rettede vi henvendelse ved båden. Senere fandt vi den gaspistol, som manden havde brugt til at true med, siger vagtchef Michael Hansen til Ekstra Bladet.
Den svenske mand er blevet anholdt, sigtet for trusler og ulovlig våbenbesiddelse. Han er kørt ind til nærmere afhøring på Politigården i Helsingør og det er lørdag aften ikke kendt om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.