Politiet efterlyser knivrøver: Stak umotiveret pigen bag kassen med kniv

Politiet efterlyste tirsdag formiddag en røver, der med kniv røvede en bagerbutik. Han ventede indtil der ikke var andre i butikken, hvorefter han umotiveret stak ekspedienten i brystet med sin kniv.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Der skete heldigvis ikke noget med ekspedienten, men det kunne sagtens være gået helt galt. Vi ønsker nu at høre fra folk, som har oplysninger der kan hjælpe os med at finde frem til ham. Det kan både være oplysninger om identitet og eventuelt opholdssted, siger politikommissær Bo Hass Jensen fra tyveri- og røveriafsnittet.

Røveriet skete i bagerforretningen Guldbageren, på Kastrupvej 205 i Københavns Syd lørdag den 1. november 2014 klokken 11:15.

Her ventede gerningsmanden indtil der ikke var andre kunder i forretningen og foretog så et køb. Da kasseapparatet gik op, rakte han ind over disken og stak her umotiveret den kvindelige ekspedient i brystet med en medbragt kniv.
Ekspedienten led ikke fysisk overlast men stikket var alligevel så hårdt, at hun blev skubbet baglæns. Gerningsmanden tog i denne forbindelse nogle sedler fra kasseapparatet og løb fra stedet.

Gerningsmanden beskrives som:

Mand, afrikansk af udseende, 17-25 år, 175-185 cm, alm. af bygning. Han var iført en sort hue, hvid træningstrøje med brede sorte striber på ærmerne og sort lynlås i fuld længde foran. Blå jeans og sorte sko af mærket Nike, med hvidt logo på ydersiden af hælen.