Sightseeing-krig: Aggressive sælgere slås om buskunderne

Mange advarsler mod at tage til København er dukket op på populære rejsesites som TripAdvisor, fordi aggressive billetsælgerne fra sightseeing-busserne griber fat i folk og slås indbyrdes.

Det skriver metroxpress.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Localeyes.dk’s fotograf blev hurtigt kontaktet af flere udenlandske billetsælgere som virkede truende og forhørte om vores fotograf var politimand eller journalist.

I området omkring Tivoli og Hovedbanen opererer omkring 10-15 særdeles opsøgende billetsælgere, og deres ihærdige bestræbelser på at få fat i kunder til busserne ender ofte i slagsmål.

– Under tumult med en anden sælger blev min sælger slået og sparket af en konkurrerende sælger, og forleden tog de kvælertag på en anden. De skubber og sparker, og turisterne flygter i panik, siger Mohammed Sohail Ali, supervisor i selskabet Step On Step Off til metroxpress.

– Det er uholdbart for turisterne. De er alt for aggressive i jagten på kunder. Der opstår sågar tumult. Så på et møde her hos os onsdag vil vi bede direktørerne for selskaberne bringe det til ophør – nu,” siger Rasmus Bernt Skovsgaard, vicepolitiinspektør, Københavns Politi, til metroxpress.

Onsdag vil der være et møde mellem kommunen, politiet og busselskaberne i et forsøg på at bringe orden i gaden.