Vietnameser dømt 1½ års fængsel og udvisning for skunk-produktion


Arkivfoto


En 48-årig mand fra Vietnam blev den 4. april 2014 ved retten i Roskilde idømt 1½ års fængsel og udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 12 år for produktion af skunk på adresser i Greve og Hørsholm. Han blev tillige dømt for tyveri af strøm til produktionen.

LÆS OGSÅ: Stor politiaktion mod organiseret produktion af skunk

Vietnameseren blev på baggrund af et tip fra svensk politi anholdt på en adresse i Greve i august 2013, da han ankom i bilen til stedet.

I forbindelse med anholdelsen smed han et stykke papir væk, som viste sig at være en kvittering for betaling af husleje for leje af huset i Greve.

LÆS OGSÅ: Tre vietnamesere skal flere år i fængsel for at dyrke skunk

Ved politiets efterfølgende ransagning på adressen kunne politiet konstatere, at huset var indrettet som et professionelt skunklaboratorium.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I forbindelse med efterforskningen har svensk politi ransaget på den nu dømtes bopæl i Gøteborg, hvor der blev fundet en lejekontrakt til et hus i Hørsholm, ligesom der blev fundet print fra hjemmesider, hvor der var søgt på udlejning af huse på Sjælland.

På den baggrund blev adressen i Hørsholm ransaget, hvor politiet ligeledes fandt et professionelt skunklaboratorium. Politiet konstaterede efterfølgende, at vietnameseren var i besiddelse af en nøgle til huset i Hørsholm.

I forbindelse med efterforskningen blev det fastlagt, at der var forbindelse mellem de to huse i Greve og Hørsholm, idet den samme DNA-profil fandtes på effekter i begge huse.

Senere fandt politiet ved adressen i Greve en mobiltelefon, som viste sig at være en, som vietnameseren havde smidt fra sig i forbindelse med anholdelsen. Der var et dansk simkort i mobiltelefonen, som bl.a. blev brugt til kommunikation med udlejeren af huset i Greve.

I alt blev der fundet 535 skunkplanter og ca. 2,2 kg tørret topskud, som omregnet svarer til ca. 24 kg hash.

Retten i Roskilde lagde til grund, at tiltalte ud fra beviserne kunne sættes i forbindelse med begge huse.

Han blev endvidere dømt for tyveri af strøm til en værdi af ca. 300.000 kr.