Tre vietnamesere skal flere år i fængsel for at dyrke skunk


Arkivfoto


Retten i Næstved fandt i dag tre vietnamesere skyldige i forening at have deltaget i at drive op til flere skunkvæksthuse på Sydsjælland.

LÆS OGSÅ: Politiet fandt skunk laboratorium og ulovlige øl

Der er tale om tre mænd i alderen 20, 31 og 34 år, som ifølge deres egne forklaringer havde været på adresserne forud for anholdelserne. Her havde de passet skunkplanterne.

LÆS OGSÅ: Dyrkning af skunk: Idømt et års fængsel samt udvisning

Den 20-årige blev anholdt på en ejendom i Sorø og fremstillet i grundlovsforhør den 16. oktober 2013 ved retten i Næstved, hvor han erkendte at have passet planterne, men nægtede at have kendskab til, at det var skunk og dermed strafbart.

LÆS OGSÅ: Stor politiaktion mod organiseret produktion af skunk

Denne blev dømt for at have deltaget i at drive tre skunkvæksthuse i perioden fra sommeren 2012 og frem til efteråret 2013. Han blev samlet dømt for at have deltaget i at drive 3 skunkvæksthuse med et forventet udbytte på ca. 161 kg. Ligesom han blev dømt for at have haft en mere overordnet rolle i forhold til de medtiltalte. Han udbad sig betænkningstid i forhold til dommen, som lød på 2 års ubetinget fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandigt og blev varetægtsfængslet efter dom.

LÆS OGSÅ: Ni personer på anklagebænken i kæmpe skunksag

De andre mænd blev anholdt på en ejendom beliggende i Slagelse og fremstillet i grundlovsforhør den 3. december 2013 ved retten i Næstved, hvor de erkendte at have passet planterne, men nægtede ligeledes at have haft kendskab til, at det var skunk og dermed strafbart.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den 31-årige blev dømt for at have deltaget i at drive et skunkvæksthus i perioden fra den 1. september 2013 og frem til anholdelsen, samt at have fremstillet skunk med et forventet udbytte på ca. 45 kg. Han modtog dommen på 10 måneders ubetinget fængsel og udvisning med indrejseforbud i 6 år og blev varetægtsfængslet efter dom.

Den 34-årige blev dømt for at have deltaget i at drive to skunkvæksthuse i perioden fra den 14. juni 2013 og frem til anholdelsen, samt at have fremstillet skunk med et forventet udbytte på ca. 48 kg. Han modtog dommen på 1 års ubetinget fængsel og udvisning med indrejseforbud i 6 år og blev varetægtsfængslet efter dom.

– Jeg er tilfreds med dommen. De er i hovedtræk fundet skyldige i at have deltaget i fremstillingen af skunk. I forhold til selve strafudmålingen, så har retten tillagt det vægt, at to af de tiltalte havde en underordnet rolle, mens den tredje havde en mere styrende rolle, udtaler anklagerfuldmægtig Sabrina Eifler.