Hashvagter fra Nørrebro skal fængsles igen


For knap en måned siden besluttede Københavns Byret, at otte af de i alt 24 sigtede om organiseret hashhandel på Nørrebro i København skulle løslades. Men onsdag har Østre Landsret omstødt kendelsen og besluttet, at de otte igen skal anholdes og fængsles.

LÆS OGSÅ: 18-årig anholdt i stor hashsag på Nørrebro

24 drenge og mænd blev fængslet i kølvandet på en politiaktion mod den organiserede hashhandel i Jægersborggade i begyndelsen af marts.

LÆS OGSÅ: Mange anholdte under hashrazzia på Nørrebro

Men ved et retsmøde i Københavns Byret 30. april, hvor politiet igen ville have fængslingerne forlænget, besluttede en dommer, at de otte skulle løslades.

LÆS OGSÅ: Politiaktion mod hashmarked på Nørrebro: 24 personer skal stadigvæk sidde fængslet

Anklageren kærede afgørelsen til Østre Landsret og ville have, at de otte fortsat skulle sidde fængslet, indtil landsretten havde talt. Man mente, at de på fri fod blandt andet ville hindre sagens opklaring. Men også det blev afvist af dommeren i byretten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

I landsretten protesterede forsvarerne mod en fortsat fængsling, blandt andet fordi de otte nu har været på fri fod så længe, at de har haft rig mulighed for at hindre sagen opklaring, hvis de ville.

Men Østre Landsret besluttede altså, at de otte, der er mistænkt for at have fungeret som vagter for hashhandlerne, skal anholdes og fængsles.

– Vi søger dem nu aktivt, og de kan lige så godt melde sig selv, siger senioranklager Ulrich Thomsen fra Københavns Politi til Ritzau.

– Så skal vi ikke ud og banke på alle de døre, vi kan finde på at banke på, for at finde dem, fortsætter han.

De 24 sigtede i sagen er mellem 15 og 42 år. Tre af dem er fuldgyldige medlemmer af Hells Angels, mens en af de sigtede er medlem af støttegruppen AK81.

Ifølge sigtelserne drejer sagen sig om handel med flere end 100.000 joints og over et kvart ton hashmix.

Sagen kommer for retten til oktober, men der ventes først dom til april næste år.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq