Bookmakere: Sverige vinder Eurovision

Det er kun to år siden, at svenske Loreen kunne sende Sverige i ekstase, da hun vandt Eurovision i Baku i Aserbajdsjan med nummeret “Euphoria”.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men nu tyder meget på, at svenskerne igen tager sejren hjem, når der lørdag aften afholdes finale i den store sangkonkurrence på Refshaleøen i København.

For Sverige topper bookmakernes vurdering af, hvem der vinder Eurovision 2014.

Armenien var ellers i flere måneder forud for den første semifinale storfavorit til at vinde det internationale melodi grand prix.

Men tilbage i marts kompromitterede den armenske sanger Aram Mp3 imidlertid en af de helt store grupperinger inden for grand prix-fans.

Han udtalte sig nemlig kritisk om homoseksualitet, som han kaldte for “unormalt” – en direkte hilsen til den østrigske transvestit og drag-performer Conchita Wurst, der stiller op med nummeret “Rise Like a Phoenix”.

Samtidig er den østrigske drag, der især har skilt sig ud med sit veltrimmede fuldskæg, steget i popularitet hos bookmakerne. Efter sin optræden i 2. semifinale er Conchita Wurst således rykket helt op i top tre.

Aram Mp3’s udtalelse fik kontant afregning hos organisationen for europæiske grand prix-fanklubber (Ogae), der i deres årlige afstemning placerede Armenien på en kedelig sjetteplads.

Han har senere undskyldt sig med, at udtalelsen var en joke, og den armenske ballade “Not Alone” forblev da også i top hos bookmakerne. Men kun indtil den armenske sanger havde optrådt ved den første semifinale tirsdag.

For selvom han fik stemmer nok til at fortsætte i konkurrencen, er oddsene gået den gale vej for Aram Mp3.

Samtidig ser det lysere og lysere ud for svenske Sanna Nielsen, der optræder med balladen “Undo”.

Ifølge bookmakerne kommer Holland, Ukraine, Storbritannien og Ungarn også til at have en chance for at vinde Eurovision, mens det ser helt sort ud for Tyskland og Island.

Danmark har – siden Basim vandt det danske melodi grand prix tilbage i marts – fået gradvist dårligere chancer for en sejr ifølge bookmakerne, der dog er enige om, at den 21-årige sanger vil komme i top 10.

Men pilen peger altså på, at Eurovision i 2015 rykker tilbage til Sverige, hvor danske Emmelie de Forest sidste år hev sin sejr hjem med nummeret “Only Teardrops”.

Det vil i så fald være sjette gang, Sverige er værter ved det internationale melodi grand prix, som svenskerne vandt først gang i 1974 med ABBA’s “Waterloo”.

Vinderen af Eurovision 2014 afgøres i B&W Hallerne på Refshaleøen i København lørdag aften. Showet starter kl. 21.00 og sendes på DR1.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq