Pressemeddelelse fra Tønder Kommune
Gamle bygninger, der bliver genbrugt til nye formål. Nybyggeri af biobaserede materialer som træ, halm og strå. Og nye lokale mødesteder og byudvikling, der kan hjælpe med at håndtere udfordringer med biodiversitet eller modstå voldsom regn og stigende havvand.
Det er blot nogle få eksempler på, hvad der kan ske, når arkitekter tænker i nye løsninger for fremtidens byer, bygninger og landskaber. Arkitekturen er nemlig en afgørende brik, hvis vi skal lykkes med at skabe en mere bæredygtig verden og nå FN’s 17 Verdensmål inden 2030.
Men tænker vi os om, når vi bygger nyt eller om, tilbyder arkitekturen løsninger, der taler ind i store aktuelle samfundsudfordringer som klima, biodiversitet, ressourcemangel, sundhed, trivsel og inklusion.
Sådan lyder baggrunden for, at Arkitektforeningen i anledning af Arkitekturåret 2023 lancerer den landsdækkende vandreudstilling “Dansk arkitektur på vej mod FN’s 17 Verdensmål – kan vi bygge os til en bedre fremtid?” Udstillingen viser 27 arkitekturprojekter fra hele landet – og heriblandt byomdannelsen af Højer i forbindelse med Tøndermarsk Initiativet.
Den 8. november er turen kommet til Tønder, hvor udstillingen kan opleves i foyeren på Tønder Rådhus indtil den 23. november.
“Vi er rigtig glade for at få udstillingen forbi hos os, og vi er stolte over, at Tønder Kommune er en del af udstillingen. Forhåbentlig vil rigtig mange lægge vejen forbi og lade sig begejstre over de forskellige projekter – og det gælder jo ikke mindst vores eget fra Højer, som i den grad har bidraget til lokalsamfundet og samtidig taler ind i en klimadagsorden,” siger borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen.
Alle er velkomne til åbningen, som byder på et oplæg af arkitekt Erik Brandt Dam, der vil fortælle om tankerne bag byomdannelsen i Højer ‘Mere Højer’, hvor der med beskedne greb er bygget videre på strukturer, der allerede var tilstede i Højer og marsklandskabet.
“I dag kan vi se tilbage på byomdannelsen i Højer og konstatere, at idéerne virkede efter hensigten og sammen med de øvrige projekter i Tøndermarsk Initiativet har løftet ‘byen bag diget’. Arbejdet med projektet i Højer viser, hvor langt man kan komme, og hvad man kan opnå, når mange gode kræfter samarbejder om samme mål. Højer er blevet et eksempel på en bæredygtig byudvikling, andre byer kan lære af”, siger Erik Brandt Dam.
FAKTA
Om udstillingen:
“Dansk arkitektur på vej mod FN’s 17 Verdensmål” er udviklet af Arkitektforeningen i forbindelse med Arkitekturhovedstaden og UIA Verdenskongressen for Arkitekter, som fandt sted i København i sommer.
Udstillingen er blevet til med udgangspunkt i den engelsksprogede guidebog “A Guide to Danish Architecture – Towards the UN Sustainable Development Goals,”.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **