Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
I september 2023 var der 84.400 ledige. Det er ca. 300 flere end måneden før svarende til en lille stigning i antallet af ledige på 0,3 procent. Ledigheden som procent af arbejdsstyrken er dermed uændret på 2,9 procent.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
– Antallet af ledige er igen stort set uændret og ligger fortsat på et lavt niveau. Den lave arbejdsløshed skaber økonomisk tryghed i familierne, og samtidig er det tegn på, at der er godt gang i virksomhederne og dansk økonomi.
– I regeringen har vi fokus på, hvordan vi kan skaffe nok arbejdskraft til både erhvervslivet, herunder den grønne omstilling, og til velfærdsfagene. Fx har vi afsat 3 milliarder kroner til et lønløft til visse medarbejdere i det offentlige, hvor der i særlig grad mangler kolleger.
– Lønløftet skal blandt andet gøre det mere attraktivt at gå fra deltid til fuld tid og at tage vagter, som ellers er svære at få besat herunder weekend- og nattevagter.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **