Pressemeddelelse fra Arbejdstilsynet
Tidlig inddragelse af Arbejdstilsynet skal gøre det nemmere for bygherrer, projekterende og rådgivere at sikre rammerne for et sikkert og sundt arbejdsmiljø i hele byggeprocessen allerede inden, projektet er udbudt, og byggepladsen er etableret. Det tilbud har ‘Nyt Hospital Nordsjælland’ benyttet sig af, og det har været et afgørende bidrag til byggeprojektet, fortæller bygherre.
“Vores erfaringer har været yderst positive, og vi har altid prioriteret en god kommunikation og dialog med Arbejdstilsynet. Det har været en fordel at inddrage Arbejdstilsynet i designfasen, da det giver mulighed for tidlig identifikation og forebyggelse af mulige situationer, som senere kan vise sig som udfordringer, eller af problemer under byggeprocessen eller driften,” fortæller Filipa Alves, som er bygherre på Nyt Hospital Nordsjælland og fortsætter:
“Et hospital er et projekt med en høj grad af kompleksitet og krav, så i byggefasen har det været meget vigtigt, at den løbende dialog efterfulgt af myndighedernes tilsyn på byggepladsen har bidraget til forbedring af mere sikre arbejdsmetoder, forebyggelse af ulykker og overholdelse af sikkerhedsreglerne hos alle interessenter og parter, der er involveret i projektet. Arbejdstilsynets tidlige inddragelse i vores projekt har været et afgørende bidrag til vores forpligtelse til altid at søge at forbedre det sikre arbejdsmiljø i projektets levetid og for hospitalets fremtidige brugere.”
Dialogen om det forebyggende arbejdsmiljøarbejde er et tilbud til bygherren og kan være afgørende for arbejdsmiljøforholdene i hele byggefasen og efterfølgende ved vedligeholdelse og servicearbejde på bygningen. Ved at tænke sikkerhed og sundhed ind helt fra begyndelsen er det muligt at forebygge arbejdsmiljøproblemer, ulykker og mulige ekstraomkostninger bedst muligt. Derfor tilbyder Arbejdstilsynet tidlig og løbende dialog om sikkerhed, sundhed og arbejdsmiljøkoordinering.
Tilbuddet om tidlig dialog er en del af Arbejdstilsynets tilsynsindsats med store infrastruktur- og byggepladsprojekter og retter sig mod udvalgte, store og komplekse projekter med en høj andel af udenlandsk arbejdskraft og en forventet anlægssum på minimum 0,5 milliarder kroner.
“Tidlig inddragelse af Arbejdstilsynets tilsynsførende er et vigtigt og forebyggende redskab. På den måde får den tilsynsførende bedre indblik i byggeriets processer og kan indgå i en drøftelse sammen med bygherren om, hvilke arbejdsmiljøtemaer der bør fokuseres på helt fra begyndelsen og langt inden, skader, påbud og ekstraudgifter er en realitet,” fortæller Tim Thore Fugl Klastrup, som er teamchef for Tilsyn med store infrastruktur- og byggeprojekter (SDI) projekter i Arbejdstilsynet.
Hvad handler den tidlige dialog med Arbejdstilsynet om?
En tidlig dialog mellem bygherre og Arbejdstilsynet handler blandt andre om:
- Kortlægning af byggeprojektet og af relevante arbejdsmiljømæssige fokuspunkter i projekterings- og byggefasen
- Bygherres styringsredskaber og plan for arbejdsmiljøkoordinering og sikkerhedsmøder på byggepladsen
- Krav til arbejdsmiljø i udbud og kontrakter med virksomhederne
- Bygherres initiativer for at sikre, at virksomhederne anmelder alle anmeldepligtige arbejdsulykker
- Overvejelser om kultur- og sprogbarrierer
- Bygherres arbejdsmiljøkoordinators rolle og beføjelser
- Arbejdstilsynets rolle og virke på byggepladsen.
Hvis du har spørgsmål til tidlig dialog med Arbejdstilsynet, kan du kontakte Arbejdstilsynets Call Center til tlf. 70 12 12 88.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **