Pressemeddelelse fra PwC
Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2023 på Fyn.
“De tre udvalgte finalister repræsenterer hver især ejerledere, der har skabt fantastiske succeshistorier. De går forrest og fungerer som rollemodeller til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker vores finalister på Fyn et stort tillykke og ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Claus Damhave, partner i PwC i Odense.
Ejerlederne gør en forskel
Nykredit har stor viden om de mange ejerledere, da de udgør en central del af bankens kunder. Lars Holm, centerdirektør i Nykredit i Odense, understreger, hvor vigtige ejerlederne er for det danske samfund i forhold til at skabe arbejdspladser, vækst og en grønnere fremtid:
“Ejerlederne er med til at skabe vækst og nye arbejdspladser, og det gælder ikke bare lokalt, men i hele landet. I Nykredit er det vigtigt for os at tage et samfundsansvar, og som foreningsejet bank ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling af vores samfund. Derfor vil vi med Årets Ejerleder gerne være med til at hylde de ejerledere, som ikke alene spiller en vigtig rolle ved at skabe vækst og udvikling med deres virksomheder, men som også gør en stor forskel ved at bidrage til en mere bæredygtig fremtid.“
Ejerledernes grønne transformation
Ejerlederne udgør en særlig vigtig rolle, når det kommer til at fremme den grønne omstilling og sikre en mere bæredygtig fremtid. Derfor sætter vi i årets temapris fokus på, hvad ejerlederne aktivt gør for at gentænke og fremtidssikre deres virksomhed i forhold til miljø og klima.
“Ejerledernes fokus på den grønne transformationsrejse er med til at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver lederskab, mod og vilje at investere i nye teknologier og innovative idéer, som kan sikre en grønnere fremtid. Det gør ejerlederne, og det fortjener de anerkendelse for,” udtaler Claus Damhave, partner i PwC i Odense.
Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv, understreger betydningen af årets tema i forhold til ejerledernes evne til at drive den grønne omstilling samtidig med at skabe vækst:
“Omverdenen stiller højere og højere krav om, at virksomheder agerer ansvarligt og bidrager til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver en grøn transformation, bæredygtige investeringer og mere innovation, og netop det bliver vigtigt for virksomhedernes evne til at skabe vækst i fremtiden. Det ansvar oplever vi, at stadig flere og flere virksomheder og ejerledere tager på sig, ikke mindst de finalister, som er i spil til Årets Ejerleder 2023.”
Finalisterne er:
Allan Hansen & Rune Lund Bendixen fra Ventherm A/S (Broby)
Allan Hansens far, Knud Henning Hansen, grundlagde Ventherm i 1983. Virksomheden er specialiseret i overfladebehandlingsanlæg til tung industri. Allan blev tilknyttet Ventherm i 2006, hvor han indtrådte som direktør og blev medejer sammen med sin far og sin bror, Brian Hansen. Brian solgte senere sin aktieandel til Rune Lund Bendixen, der kom med betydelig erfaring fra samme branche.
Allan og Rune er i dag det naturlige omdrejningspunkt i virksomheden og udgør et stærkt team. De har i fællesskab skabt en fantastisk vækstrejse med Ventherm med en vækst på over 100 % de seneste tre år og en forventning om yderligere vækst på 50 – 75 % de næste tre år. De har haft – og har fortsat – modet til at skifte selskabets fokus fra mindre projekter inden for male-/sprøjtekabiner til specialdesignede og fuldautomatiske, større anlæg, der med reduceret energiforbrug kan overfladebehandle emner på mere end 3000 tons, herunder bl.a. emner til havvindmøller.
Særligt kendetegnende for Allan og Rune er deres vilje og evne til at sætte det rette team og til at arbejde med dem selv og ledelsesteamet for at opnå resultater. Tydeligt definerede roller, respekt for hinandens kompetencer samt agile og kundetilpassede løsninger er nøgleordene. Nøgleord, som ledelsen arbejder strategisk med, og som de opnår positiv respons på fra både medarbejdere og kunder.
Derudover må man, som nævnt, respektere dem begge for modet til at satse benhårdt på en nichepræget branche, hvor de nu har formået at indtage en markedsledende position.
Lars Overgaard & Erik Salling fra Kinematic ApS (Odense)
Drevet af en entreprenørånd, knowhow og stor forståelse for entreprenørbranchen stiftede Lars Overgaard og Erik Salling i 2013 Kinematic. Tidligere havde de to gennem en lang årrække stået bag Amrose A/S og Amrose Robotics ApS, som udviklede software til automatisk robotprogrammering til bl.a. Lindøværftets svejserobotter. Amrose var én af robotpionérerne, og Lars og Erik har dermed været med til at starte robotbølgen i Odense. Både Amrose’s logo og teknologi lever den dag i dag videre i Kinematic.
De første to år i Kinematic brugte Lars og Erik på at udvikle kernen i et nyt brugervenligt gps-system til bygge- og anlægsbranchen, og i 2015 indgik de et strategisk samarbejde med norske Maskinstyring AS, hvor Makin AS i fællesskab blev etableret. Mens Kinematic udviklede softwaren og produktet, så skulle Makin sælge færdige systemer med Kinematics software. Herfra og de næste tre år frem stod den på endeløse udviklingstimer og nærmest ingen indtægter. Udviklingen foregik i Lars’ dagligstue, hvor indretningen fortrinsvis bestod af computere, sensorer og GPS-enheder samt en campingseng, der kunne slås ud efter behov.
I dag driver de to ejerledere en yderst succesfuld virksomhed, hvor de gennem Makin tilbyder præcisionsteknologi til entreprenørmaskiner inden for bygge- og anlægsbranchen. De har udviklet digitale løsninger, der understøtter det stigende behov for dokumentation i branchen – og ikke mindst den grønne transformation via effektivisering og reduktion af ressourceforbrug i form af arbejdstimer, brændstof og materialer.
Med flotte væksttal har Lars og Erik udviklet Kinematic til at være førende inden for branchen i Skandinavien. Målsætningen er fortsat at effektivisere branchen og i fremtiden i endnu højere grad hjælpe kunderne til højere produktivitet og bedre bæredygtighed i byggeprojekterne. Lars og Erik har i den grad positioneret Odense og Fyn som frontløbere inden for robotteknologi og digitalisering.
Jens Hempel-Hansen fra HJHansen Recycling Group A/S (Odense)
Jens Hempel-Hansen er 6. generations ejerleder i genvindingsvirksomheden HJHansen Recycling Group. Jens indtrådte som direktør i år 2000, men har nu valgt at give direktørstafetten videre til Mogens Bach Christensen for at have mere tid til strategisk arbejde.
Jens er visionær og en ægte ildsjæl med stor passion for genvindingsindustrien. Han er af indbegrebet af ordentlighed, ordholdenhed og har en naturlig respekt for sine medmennesker. Derudover evner han at bevare roen i en sektor, som er præget af volatile råvarepriser, og så er Jens særlig god til at opretholde et stærkt bånd til både samarbejdspartnere og medarbejdere med værdier som “en aftale er en aftale”.
Vigtigst af alt har han viljen til at gå det ekstra skridt, når tingene er svære. Det beviste han bl.a. under finanskrisen og senest for 4-5 år siden, hvor virksomheden gennemgik en utrolig svær periode, som var ved at koste familiens livsværk. På imponerende vis har Jens formået at skabe en turn-around med trecifrede vækstrater i HJHansen Recycling Group de seneste tre år. Han har sammensat et stærkt team, der i dag driver virksomheden i det daglige, så hans fokus kan være på et strategisk- og bestyrelsesniveau. Jens’ resultater taler for sig selv. Han er til stor inspiration for andre ejerledere og et bevis på, at man aldrig må give op trods modgang og hårde tider.
Kontakt
For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Christian Corell på mobil 2829 3858 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller pressekonsulent Jesper Ingemann fra Dansk Erhverv på 2265 0941.
Tid og sted for Årets Ejerleder på Fyn
Den 8. november 2023 kl. 16:30-18:15, 8-kanten, Munkebjergvænget 3, 5230 Odense M.
Fakta om Årets Ejerleder 2023
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 20. gang. Årets tema er ejerledernes grønne transformation.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 16. november 2023 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af regionsvinderen fra 2022 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og en erhvervsprofil.
Tidligere landsvindere
Layland Barker fra Titan Containers A/S (2022), Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **