Pressemeddelelse fra Dansk Blindesamfund
Det burde egentlig være såre enkelt. Du har et synshandicap og har brug for en ny hvid stok. Du kontakter myndighederne, for hvor svært kan det egentlig være at få en blindestok fra kommunen? Det kommer skam helt an på, hvilken kommune du bor i, og i hvilken tid du er i.
Jens Bromann har i en håndfuld årtier udført et eksperiment. I 50 år har han hvert femte år bestilt en ny blindestok, for at se hvordan hjælpemiddelområdet udvikler sig. Og vi kan godt afsløre, at det var en del nemmere at bestille en blindestok for et halvt århundrede siden. Dansk Blindesamfunds Podcast “Alt det som ingen ser” har afdækket Stokkeeksperimentet, og fredag aften modtog den prisen som årets nicheprogram ved Prix Audio, som er Danmarks officielle priser til radio, podcast og lyd.
Det er podcastredaktør Rikke Houd, lyddesigner Astrid Hald og vært og tilrettelægger Lucif Dalin, der står bag programmet om Stokkeeksperimentet. Lucif Dalin har selv oplevet, hvordan systemet kan spænde ben for sig selv og den enkelte, der måtte have et synshandicap. På elegant vis med en vis portion absurd humor tager hun lytterne med på en vanvittig tur gennem systemlabyrinten hen over de seneste fem årtier.
– Det er vigtigt for os at vise, hvor absurd systemet til tider kan være over for mennesker med handicap. Her er podcast-mediet fantastisk, for vi kan både fortælle en alvorlig og vigtig historie, og samtidig kan vi udfolde os kreativt med lyddesign og dramaturgi, siger hun.
Lucif Dalin er den første person med et synshandicap, der står på vinderscenen ved Prix Audio, og undervejs i takketalen fredag aften fortalte hun lidt om sin egen historie.
– Jeg har været i stillingen som podcastvært i lidt over et år. Jeg er synshandicappet. Jeg er fleksjobber. Prøv og hør: Vi kan, og vi vil! ,sagde hun.
Juryen i Prix Audio skriver i sin bedømmelse, at den ikke er i tvivl om at uddele prisen til en “finurlig historie, som udstiller absurditeten i et system.”
– Det er den lille mands og minoritetens historie, som forløses i en underspillet form. Vinderen i årets niche er den idé- og podcast, juryen vil huske om 10 år, lyder det.
For mange mennesker med synshandicap er lyd, podcast og radio det vigtigste medie. Derfor betyder det også ekstra meget for Dansk Blindesamfund, at Podcasten er blevet hædret ved årets Prix Audio.
– Jeg er enormt stolt på alle blinde og svagsynede og Dansk Blindesamfunds vegne. Vores Podcast-redaktion formår at skabe en spændende historie med god lyd, der på flotteste vis rækker ud over vores eget miljø og rammer lytterne bredt – uagtet om man har et synshandicap eller ej. Det er stærkt, siger landsformanden i Dansk Blindesamfund, Ask Løvbjerg Abildgaard.
Han ser nu frem til de kommende programmer og serier fra Dansk Blindesamfunds Podcastredaktion, der blandt andet tæller en serie om tiden på blindeskolen på Refsnæs ved Kalundborg, der frem til år 1980 var en del af Særforsorgen. Serien får premiere til foråret.
Kontakt:
Pressekonsulent Jesper Vedel Møller tlf.: 44141506 email: jvm@blind.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **