Pressemeddelelse fra VIA University College
Hvert efterår får ca. 13.000 folkeskoleever fra 6. og 7. klasse undervisning i entreprenørskab gennem undervisningsforløbet Projekt Edison, som Fonden for Entreprenørskab står bag.
Og for første gang er det i år lærerstuderende fra Aarhus, der leverer dele af undervisningsmaterialet.
15 lærerstuderende har nemlig udviklet en række podcasts, der skal inspirere eleverne til at komme i gang med deres egne opfinderprojekter.
“Det er så fedt at kunne bruge sin lærerfaglighed til at lave noget, der rent faktisk bliver brugt i undervisningen. Det handler om at lave noget, der kan ramme målgruppen i øjenhøjde og fange deres interesse for entreprenørskab,” fortæller Astrid Lysholt, der er lærerstuderende, og som sammen med seks medstuderende står bag podcasten “Eddie og Elvira i mørke”. Det er en af de podcasts, der blev særligt udvalgt som en del af undervisningsmaterialet til Projekt Edison.
Meningsfyldt at bakke op om børns kreativitet
Projekt Edison er en opfinderkonkurrence, der sætter børn og unges entreprenante og innovative kompetencer i fokus i en uge hvert år.
Årets tema for Projekt Edison er “Vi skaber energi”, og tidligere har det været Fonden for Entreprenørskab selv, der har udviklet undervisningsmaterialet. Sidste år hjalp en gruppe lærerstuderende fra Aarhus til med at igangsætte forløbene ude i klasserne, og på baggrund af den indsats blev de lærerstuderende i år opfordret til at give deres bud på undervisningsmateriale. Herfra blev der udvalgt tre podcasts, som nu er produceret og skal høres af folkeskoleeleverne landet over.
“Vi har virkelig tænkt over, at det skulle være sjovt og vække en interesse. Ofte kan man godt høre, når undervisningsmateriale til børn og unge er lavet af voksne, og det ville vi væk fra. Så vi har tænkt alternativt – og blandt andet lavet en rap som en del af podcasten,” fortæller Mathias Dam Larsen, der er også er en af de seks studerende bag podcasten “Eddie og Elvira i mørke”.
I podcasten får folkeskoleeleverne et indblik i, hvor stor en betydning strøm og energi har i vores hverdag. Og målet er, at eleverne får ideer til deres egne opfinderprojekter.
“Det er så meningsfyldt at være med til at bakke op om børnenes kreative ideer – og så er det bare vildt at tænke på, at der er så mange, der skal lytte til det, vi har lavet,” siger Astrid Lysholt.
Lokalfinalen for Projekt Edison afholdes hvert år på VIA i Aarhus. I år finder den sted 8. november, og her kommer omkring 500 elever og viser deres opfindelser.
Kontakt:
Anne Rahbek Jung, kommunikationskonsulent, T: +45 87 55 15 21, E: rahb@via.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **