Pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Mandag og tirsdag mødes klimaministre fra en række udvalgte lande i Abu Dhabi for at holde et sidste fælles forbedrende møde frem mod FN’s næste klimatopmøde, COP28 i Dubai. Dan Jørgensen repræsenterer Danmark ved mødet og løser en opgave som facilitator på forhandlingernes hovedspor, som han har fået af COP28-formanden, Dr. Sultan Al Jaber.
“Vi skal finde en vej til, at verden reducerer udledningerne af drivhusgasser markant mere og langt hurtigere. Og det skal vi gøre i fælleskab, hvis det skal kunne have en reel effekt. Derfor skal de rige lande også gøre mere for hjælpe de fattigste og mest sårbare lande med deres grønne omstilling og håndtering af klimaforandringerne,” siger Dan Jørgensen.
Fra Danmark og EU’s side er det en hovedprioritet, at vi på COP28 opnår global enighed om et mål om at udfase fossile brændsler, startende med udfasning i energisystemer og et stop for opførslen af ny kulkraft. Samtidig kæmper vi for en COP28-aftale med globale mål for vedvarende energi og energieffektivitet. Helt konkret en tredobling af vedvarende energi til 11.000 GW globalt og fordobling af de årlige forbedringer i energieffektivitet frem mod 2030.
Det er de Forenede Arabiske Emirater, der er værter for COP28, og det emiratiske COP28-formandskab har bedt Dan Jørgensen og hans sydafrikanske ministerkollega, Barbara Creecy, om at facilitere COP28’s vigtigste forhandlingsspor, det såkaldte Globale Stocktake. Med det Globale Stocktake skal verdens lande for første gang evaluere vores globale indsats for at nå Parisaftalens klimamål – og endnu vigtigere, skal landene blive enige om, hvordan vi sikrer os, at vi kommer i mål. De to ministre har gennem de seneste måneder holdt en lang række politiske konsultationer for at afdække, hvad parternes forventning til det Globale Stocktake er, og hvilke muligheder der findes for et ambitiøst kompromis. Det arbejde fortsætter under præ-COP’en i Abu Dhabi.
“COP28 er den vigtigste COP siden vedtagelsen af Parisaftalen. Det er den, fordi vi med Global Stocktake skal gøre det tydeligt, hvad der skal gøres nu for at nå Parisaftalens mål. Vi skal begrænse den globale opvarmning til 1,5°C. Det er ikke den kurs, verden er på lige nu. Det globale stocktake kan blive et vendepunkt”, siger Dan Jørgensen.
Efter præ-COP’en rejser Dan Jørgensen videre til Saudi-Arabien, der som et af verdens største olieproducerende lande er en indflydelsesrig aktør i de globale klimaforhandlinger. Her vil han tale om de globale klimaforhandlinger med bl.a. sin Saudiske modpart, minister for udenrigsanliggender og klimaudsending, Adel Al-Jubeir, og energiminister HKH Abdulaziz bin Salman Al-Saud.
“Saudi-Arabien er en stemme, som mange andre lande lytter til i COP-forhandlingerne. Derfor er de en nøglespiller i det globale klimadiplomati og afgørende for at opnå enighed om en COP28-aftale, der for alvor kan sætte turbo på kampen mod den globale opvarmning. For at lande sådan en aftale er det vigtigste ikke, at vi taler med de lande, der ligner os selv mest. Derimod skal vi lægge de diplomatiske kræfter i at tale med dem, der står et andet sted i forhandlingerne, end vi selv gør. Det er dem, vi i sidste ende skal indgå et kompromis med,” siger Dan Jørgensen.
Spørgsmål kan rettes til presserådgiver Lisa Christensen på
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **