PRM / Klassekamp for alle stemmer!

    Pressemeddelelse fra Odder Højskole

    Odder Højskoles kulturpris, Den gyldne Grundtvig, går i 2023 til forfatter Glenn Bech for med indignation, uafrystelige erfaringer og høj digterisk kvalitet at sætte klassesamfundet på såvel den politiske som den litterære dagsorden. Den gyldne Grundtvig tildeles personer, organisationer eller foreninger, der har bidraget til den folkelige oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af. Og det er kriterier, som ifølge formand for Odder Højskole og priskomiteen, Bo Klindt Poulsen, opfyldes til fulde i Glenn Bechs forfatterskab.

    ” Den folkelige oplysningstradition handler i lige så høj grad om at oplyse om folket, som den handler om at oplyse folket. Ved gennem litteraturen at oplyse om en ikke-privilegeret del af folket formår Glenn Bech at synliggøre og anerkende disse grupper – eller klasser –  i deres egen ret og er dermed med til at få dem til at opleve værdighed og myndighed. Samtidig beskriver Glenn Bech barskt og gribende, hvordan rejsen mod privileger, klasserejsen, er fuld af potentialer for frigørelse og selvrealisering, men også ambivalens, hjerteskærende dilemmaer og symbolsk vold.”

    Netop ambivalensen mellem opvæksten i Horsens og Glenn Bechs nuværende liv som forfatter og praktiserende psykolog i København, giver ham ifølge Bo Klindt Poulsen et enestående moderne dobbeltsyn på klasseproblematikken.

    “Glenn Bech går litterært i spidsen for et nødvendigt, men også ofte ubehageligt og udfordrende opgør med de politiske, økonomiske og kulturelle strukturer, der skaber det danske klassesamfund, med den kreative klasses selvgodhed og blindhed for klasse og med en insisteren på litteraturens og kunstens transformative kraft i menneskelig og samfundsmæssig udvikling.”

    Demokratisk dannelse er mod til samtale

    Helt centralt for højskolerne er spørgsmålet om den demokratiske dannelse gennem livsoplysning. Og her ser medlem af priskomiteen og funktionel leder på Odder Højskole, Heino Holst Hansen, en stærk bro mellem Glenn Bechs moderne klassekamp og højskolernes fokus på mangfoldighed: “Odder Højskole er fra 1889, og vi har historisk rummet det hele fra land til by og fra Horsens til Buenos Aires. For os handler demokratisk dannelse ikke bare om at give alle en stemme, men endnu mere om at give alle modet til at bruge den stemme på tværs af de kasser og klasser, som vi er opvokset i og med.”

    Heino Holst Hansen fremhæver i den forbindelse Glenn Bechs evne til at kunne tale på tværs af by, provins og klasseskel og at gøre det på måder, hvor rigtigt mange hører efter. En evne, der ifølge Heino er hårdt brug for i 2023.

    “Som verden er nu, bliver der talt alt for meget inde i kasserne, og vi ender alle samme med at snakke lidt for meget med og om os selv. Det har altid været højskolens pligt at nedbryde den slags ekkokamre, og at give alle mennesker myndighed og mod til at tale højt og ærligt og på tværs, uanset køn, baggrund, etnicitet, seksualitet eller alle de andre kasser, der risikerer at afskære os fra hinanden og dermed kortslutte enhver demokratisk samtale. Glenn Bech er modig og taler højt, klart og ærligt, ikke kun i litteraturen men også i samfundsdebatten. Det gør ham til en højskolehelt og en meget værdig modtager af Den gyldne Grundtvig “

    Kontakt:

    Formand for Odder Højskole Bo Klindt Poulsen email: bokp@via.dk

    Funktionel leder Heino Holst Hansen email: hhh@odderhojskole.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13739289?publisherId=13560761&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **