PRM / Claus Holm fortsætter som leder af DPU, Aarhus Universitet

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts

    Claus Holm har siden 2015 været leder af DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) ved Faculty of Arts på Aarhus Universitet, og et enigt ansættelsesudvalg har nu besluttet at ansætte Claus Holm som institutleder for yderligere fem år.  

    Dekan Maja Horst glæder sig over, at Claus Holm har takket ja til at fortsætte på posten:

    “Claus har gennem sin tid som institutleder allerede gjort en fantastisk indsats, og hans klare visioner for, hvordan han gerne vil arbejde videre med medarbejdere og interessenter for at udvikle instituttet i fremtiden, er meget overbevisende. Claus har et meget stort overblik over det pædagogiske felt i Danmark og et stort netværk, som kan understøtte en succesfuld implementering af hans visioner,” siger hun og tilføjer:

    “Hans imponerende evne til nytænkning og udøvelsen af strategisk ledelse bliver helt afgørende i den situation, som DPU sammen med resten af universitetssektoren står i lige nu. Derfor er jeg sammen med ansættelsesudvalget meget glad for, at Claus har indvilliget i at forblive ved roret i de næste fem år. Jeg ser meget frem til at samarbejde med Claus om at skabe et endnu stærkere DPU som det førende sted for pædagogisk forskning og uddannelse i Danmark.”

    Invitation til samarbejde

    Claus Holm glæder sig til at fortsætte arbejdet som leder af DPU – en stilling som han betegner som et drømmejob:

    “Jeg har været leder for DPU i to perioder, og det har været og er fortsat mit drømmejob. DPU er sat i verden for at hæve kvaliteten af dansk pædagogisk forskning og praksis. Det gør vi ikke alene. Det kræver samarbejde med professionshøjskolerne, samarbejde med praksis og samarbejde med stærke universitets- og vidensmiljøer. DPU skal derfor fortsætte med at iværksætte fremsynede initiativer og invitationer til dette samarbejde på alle felter, hvor der er berettigede nationale forventninger om, at DPU er til stede. Vores nye nationale center for PPR-forskning er det seneste eksempel på dette,” siger Claus Holm.

    Han understreger, at efterspørgslen efter pædagogisk forskning og uddannelse næppe nogensinde har været større end nu, hvor bl.a. Reformkommissionen peger på behovet for løsninger i forhold til bl.a. mistrivsel blandt børn og unge, et forbedret PPR og livslang læring, der alle udgør kernefelter for DPU.

    “DPU spiller en afgørende rolle i forhold til at uddanne dygtige og ambitiøse kandidater, der løfter kvaliteten af danske daginstitutioner, skoler og professionshøjskoler, og i forhold til forskningsunderstøttelse af disse og mange andre områder inden for det pædagogiske felt og uddannelsessektoren,” siger han og slutter:

    “DPU er kort sagt omgivet af høje forventninger – både vores egne og omverdenens. Det gør det til et stort ansvar og privilegie at lede DPU sammen med ledelsen på Faculty of Arts og på DPU. Jeg glæder mig til udfordringerne og til at fortsætte indsatsen for pædagogik af højeste kvalitet, som er så vigtig for vores samfund.”

    Kontakt:

    Maja Horst, dekan på Faculty of Arts, Aarhus Universitet
    T: 20 28 68 66
    E: dean.arts@au.dk

    Claus Holm, institutleder på DPU, Aarhus Universitet
    T: 26 88 56 00
    E: clho@edu.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13739268?publisherId=12670508&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **