PRM / Ejerledere i vækst øger deres investeringer i den grønne transformation

    Pressemeddelelse fra PwC

    PwC’s analyse blandt de bedst performende ejerledede virksomheder, Ejerlederanalysen 2023, viser, at 3 ud af 4 ejerledere har grøn transformation i deres top 3 over de vigtigste temaer i de kommende 12 måneder. For knap halvdelen ligger grøn transformation i top 3, og 26 % har grøn transformation som det vigtigste tema for de kommende 12 måneder.

    “Den grønne transformation ligger højt på agendaen for ejerlederne i Danmark. Arbejdet med den grønne omstilling er helt nødvendig for både klimaet og de ejerledede virksomheder, hvilket energikrisen også var med til at understrege. Samtidig vil de øgede krav til rapportering om bæredygtighed på sigt omfatte stort set alle virksomheder, herunder mange ejerledede virksomheder,” udtaler Ulrik Ræbild, partner og markedsleder for Middle Market i PwC.                                        

    Ejerlederne øger deres grønne investeringer
    Ejerlederne understøtter arbejdet med den grønne transformation ved at øge deres investeringer i området de kommende 3 år. Hele 77 % forventer således at øge deres investeringer moderat eller væsentligt. 33 % af ejerlederne forventer at øge investeringerne moderat (op til 10 %), og 44 % forventer at øge investeringerne væsentligt (mere end 10 %).

    “Det er meget positivt, at så stor en andel af ejerlederne planlægger at øge deres investeringer inden for den grønne transformation, da det bliver et stadigt mere afgørende konkurrenceparameter. Ejerlederne har dog fortsat et stykke vej på den grønne rejse,” siger Ulrik Ræbild og henviser til, at blot 35 % af ejerlederne har fastsat mål for nedbringelse af CO2-udledning, og at endnu færre (19 %) har en net-zero-målsætning.

    Desuden svarer 67 % af ejerlederne, at de har reduktion af deres udledning af CO2 som en del af deres strategi. Kun ca. halvdelen af de ejerledede virksomheder har dog overblik over virksomhedens nuværende udledning af CO2 og endnu færre (43 %) har indblik i virksomhedens leverandørers udledning. 

    “Analysen viser, at der pågår et arbejde med at få nedbragt udledningen af CO2. Det er derfor vigtigt, at flere får et bedre overblik over, hvor meget de udleder, da også mange ejerledere bliver omfattet af det nye CSRD-direktiv inden for de kommende år, afhængig af virksomhedens størrelse. Et godt sted at starte er, at virksomheden både tager stilling til, hvordan bæredygtighedsemner som klimaforandring vil kunne påvirke virksomheden, men også hvordan virksomheden kan have en positiv effekt på miljøet. Dernæst er det vigtigt at få styr på de data, der skal til for at kunne dokumentere og rapportere herom,” understreger Ulrik Ræbild
    og henviser til, at kun lidt over halvdelen af ejerlederne (56 %) har en formaliseret tilgang til opsamling af data i dag.

    Ejerlederne forventer atter høj vækst
    Ejerlederanalysen viser, at vækst og grøn omstilling går hånd i hånd. En øget andel af ejerlederne forventer således høj vækst. I 2023 svarer 56 %, at de forventer en vækst på mere end 25 % i de kommende 3 år. Til sammenligning var det hver anden i 2022.

    “Årets analyse viser, at flere af de bedst performende ejerledere forventer en højere vækst end sidste år. På trods af en tid med flere kriser, herunder krigen i Ukraine, oplever vi en fornyet optimisme blandt ejerlederne, der har formået at tilpasse sig en virkelighed med øget usikkerhed på mange markeder,” udtaler Ulrik Ræbild og tilføjer:  

    “Inflationen i Danmark  ligger nu på det laveste niveau siden februar 2021, hvilket har en positiv betydning for dansk erhvervsliv, og ejerlederne peger desuden på, at særligt det danske marked skal drive væksten fremadrettet.”

    Ejerlederne kommer fra et stærkt udgangspunkt, hvor 70 % har realiseret en vækst på over 25 % over de seneste tre år, ligesom 57 % af ejerlederne svarer, at væksten de seneste 3 år har overgået deres egne forventninger. Flere end hver fjerde svarer endda, at væksten har ligget langt over forventningerne. 

    Flere ejerledere er åbne over for et fremtidigt salg
    Ejerlederanalysen 2023 viser også, at en stor andel af ejerledere overvejer et fremtidigt salg eller overdragelse af deres virksomhed. Hele 72 % af ejerlederne svarer således, at et fremtidigt salg af deres virksomhed kan komme på tale (mod 76 % i 2022 og 74 % i 2021). 

    “Analysen viser igen i år, at en stor andel af ejerlederne overvejer salg eller overdragelse af virksomheden. Der er desuden en stigning i andelen af ejerledere, der vil sælge inden for en kortere horisont end tidligere, dvs inden for 2 eller 5 år,” fortæller Ulrik Ræbild.

    Ifølge analysen bliver en stor andel af ejerlederne fortsat kontaktet om et muligt salg. I 2023 svarer 67 % således, at de inden for de seneste tre år er blevet kontaktet herom, hvilket er en forøgelse i forhold til sidste år (65 %) og forrige år (62 %).

    Om analysen
    Analysen blandt de dygtigste ejerledere i Danmark er afsæt for konkurrencen om at blive Årets Ejerleder 2023. PwC ser på mere end 10.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. Af disse er de 160 bedst performende ejerledere udvalgt som nominerede. PwC’s og Nykredits eksperter interviewer de 160 ejerledere personligt, hvorefter der udarbejdes en kvalitativ analyse. Derefter står juryen klar til at mødes og udvælge vinderne i hver region og én vinder på landsplan. De skal overholde følgende krav:

    • A/S – ApS – P/S
    • Minimum 10 ansatte
    • Eksisteret i minimum 5 år
    • Positiv egenkapital i seneste regnskab
    • Positivt resultat i seneste regnskab
    • Vækst i dækningsbidrag set over en 3-årig periode eller en vækst i dækningsbidrag på minimum 15 % i seneste regnskabsperiode.
    • Ejerlederen skal have central indflydelse på den daglige drift
    • Ejerlederen skal have en betydende ejerandel (>20 %)
    • Excl. børsnoterede selskaber og deres datterselskaber
    • Excl. datterselskaber af udenlandske virksomheder
    • Excl. selskaber på Børsens Top 100 eller deres datterselskaber.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13738555?publisherId=90624&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **