PRM / Ny formand i Aveny-T’s bestyrelse

    Pressemeddelelse fra Aveny-T

    Bestyrelsen på Aveny-T står foran fornyelse. Efter 5 år som formand har Henning Dyremose valgt at stoppe af private grunde. Han overlader posten til nuværende næstformand, Bente Dalsbæk, der bliver konstitueret som formand frem til næste årsmøde, der skal afholdes i maj 2024. Bestyrelsesmedlem Jakob Høyer konstitueres som ny næstformand.

    Beslutningen er vemodig, men kommer på et godt tidspunkt for teatret, fortæller Henning Dyremose:

    “Det har i længere tid været min plan at stoppe som formand til næste årsmøde. Af private grunde har jeg besluttet at fremskynde det, da jeg ikke længere har den nødvendige tid til at varetage opgaven. Jeg har været glad for arbejdet med bestyrelsen, teaterdirektør Marianne Klint og det fantastiske personale på teatret samt de forskellige samarbejdspartnere, heriblandt særligt Frederiksberg Kommune,” siger han. 

    Henning Dyremose understreger, at han overlader et stærkt teater til en ny, konstitueret formand:

    “Vi er nået langt med teatret, der står kunstnerisk stærkt som et teater af unge, for unge og med unge – i alle aldre. Vi har rekordmange aktiviteter på teatret og er netop kommet med i regeringens finanslovsforslag, hvilket er et stort skridt, selv om der er brug for flere midler til den faste drift. Vi har brug for en mere stabil økonomi, så teatret kan fortsætte sin udvikling,” siger Henning Dyremose. 

    Som konstitueret formand vil Bente Dalsbæk sammen med den øvrige bestyrelse arbejde videre med at skabe de bedste vilkår for teatrets arbejde og udvikling, blandt andet ved at sikre stabile økonomiske rammer.

    “Kunstnerisk står Aveny-T stærkere end længe med et væld af spændende aktiviteter med mange eksterne samarbejdspartnere. Det arbejde vil vi understøtte ved at sikre en langsigtet plan for driftsøkonomien i tæt samarbejde med Frederiksberg Kommune og Folketinget. Aveny-T har en vigtig position i dansk teater, som vi skal sikre og udvikle,” siger hun.

    Teaterdirektør Marianne Klint takker Henning Dyremose for hans årelange indsats som formand for Aveny-T:

    “Jeg skylder Henning stor tak for et fremragende samarbejde her i mit første år som direktør. Vi kommer alle til at savne ham på Aveny-T, hvor han har arbejdet utrætteligt for teatret, for udvidelsen med Væksthuset og ikke mindst for hans indsats for at sikre teaterets fremtid i svære økonomiske og udfordrende tider,” siger hun.

    Jakob Høyer konstitueres som næstformand i stedet for Bente Dalsbæk. Derudover sidder Anne Sophie Fogedby, Benjamin Rud Elbert, Gunvor Wibroe, Else Marie Thorgaard og Oline Zilstorff i bestyrelsen. Den sidste plads vil blive besat i løbet af de næste måneder. 

    Kontakt:

    Oline Zilstorff email: oline@aveny-t.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13738432?publisherId=13561492&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **