Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
Det danske arbejdsmarked er fortsat i en stærk udvikling med rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed. Den hastige udvikling er dog på vej ned i et roligere tempo, og arbejdsmarkedet er på vej ind i en normalisering efter et ekstraordinært højt niveau efter COVID-19-krisen.
I publikationens temakapitel fremgår det, at de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker beløber sig til 28,4 milliarder kroner om året, svarende til et arbejdsudbud på ca. 26.000 fuldtidspersoner. De samlede omkostninger dækker over et tab på 2,6 mia. kr. for tilskadekomne, 14,2 mia. kr. for arbejdsgiverne og 11,5 mia. kr. for det offentlige.
Analysen peger derfor på et stort økonomisk potentiale i forhold til at styrke arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser. Analysen viser samtidig, at flere tilskadekomne i lavere grad deltager på arbejdsmarkedet efter en arbejdsulykke, mens arbejdstiden reduceres for tilskadekomne, der fortsat er i beskæftigelse.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Når personer mister tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsulykke, er det et tab for både den enkelte, der ikke længere er en del af arbejdsfællesskabet, for arbejdsgiverne, der mister værdifuld arbejdskraft, og for samfundet som helhed. Jeg er glad for, at vi netop har fremsat et lovforslag om et forbedret arbejdsskadesystem, som indeholder en række initiativer, der skal understøtte, at tilskadekomne fastholdes på arbejdsmarkedet. Rent økonomisk ved vi nu, at samfundet går glip af næsten 30 mia. kr. på grund af arbejdsulykker. Det er et uhyre højt tal, som vi alle har en forpligtelse til at få nedbragt.
Der er teknisk gennemgang af publikationen i Beskæftigelsesministeriet, Holmens Kanal 20, i dag kl. 9.30.
Du kan læse publikationen her:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **