PRM / Innovationsgrupper skal udvikle bæredygtige løsninger til dansk infrastruktur

    Pressemeddelelse fra Sund & Bælt

    Sund & Bælt, der planlægger, anlægger og driver nogle af Danmarks største, offentlige infrastrukturprojekter, etablerer nu innovationsgrupper med deltagelse af en række førende eksperter, der skal udvikle bæredygtige løsninger for miljø og klima i store infrastrukturprojekter. 

    Der er nedsat grupper inden for miljø, klima og energi, som hver består af 8 til 15 deltagere, der er eksperter inden for deres respektive område, og opgaven er klar: Kom med innovative løsninger til, hvordan man kan anlægge store infrastrukturprojekter som en Østlig Ringvej på en ny og mere bæredygtig måde. Og ambitionsniveauet er højt:

    Eksperterne skal pege på løsninger og perspektiver, som er på forkant med samfundsudviklingen, så vi kan sætte nye standarder for bæredygtige løsninger som led i etableringen af offentlig infrastruktur. Vi bliver nødt til at tænke nyt og kreativt, uanset om det drejer sig om udvikling af ny beton, mindre energiforbrug i anlægsfasen eller nye måder at integrere infrastruktur på en bæredygtig måde i omgivelserne, siger Mikkel Hemmingsen, CEO i Sund & Bælt. 

    Konkret er Sund & Bælt i fuld gang med at gennemføre en miljøkonsekvensvurdering af en ny Østlig Ringvej i København anlagt som en sænketunnel langs Amagers østkyst. Og det er netop med udgangspunkt i Østlig Ringvej som projekt, at Sund & Bælt ønsker input fra eksperter, der tænker nyt og visionært.

    I første omgang skal innovationsgrupperne have fokus på Østlig Ringvej som projekt, men det er meningen, at grupperne skal give inspiration til andre, store projekter, som vi arbejder med, fortæller Mikkel Hemmingsen. 

    Innovationsgrupperne skal arbejde på tværs af fagligheder for at skabe visionære løsninger.

    Miljøgruppen skal blandt andet udvikle forslag med udgangspunkt i biodiversitet, building with nature, beskyttelse af vand, blue carbon og multifunktionalitet. Klimagruppen skal udvikle forslag og initiativer, der kan nedbringe CO2-emissionerne fra beton og armeringsstål, og energigruppen vil fokusere på klimaaspekterne relateret til energiforbrug knyttet til Østlig Ringvejs anlægsfase, herunder transport i forbindelse med arbejdspladsen, indbygning og byggeplads.

    Vi har som mål at nedbringe CO2-emissionerne mest muligt samtidig med, at vi skaber betydelige miljøværdier ved for eksempel at forbedre biodiversiteten. Vi har mange erfaringer fra forbindelserne over Storebælt og Øresund, som vi kan inddrage i dette arbejde, og jeg glæder mig til at se, hvordan input fra innovationsgrupperne også kan være med til at forme en mere bæredygtige fremtid for nye infrastrukturprojekter, slutter Mikkel Hemmingsen. 

    Arbejdet begynder den 31. oktober 2023 med et fælles kick-off møde på Sprogø i midten af Storebælt, og det er målet, at innovationsgrupperne kan præsentere konkrete løsningsforslag, der kan implementeres på Østlig Ringvej-projektet og indgå i det politiske beslutningsgrundlag om, hvorvidt projektet skal realiseres.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Louise Rasmussen email: lora@sbf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13738337?publisherId=13559443&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **