PRM / Købmændenes ønsker til forebyggelsesforhandlinger

    Pressemeddelelse fra DSK – De Samvirkende Købmænd

    De Samvirkende Købmænd byder ind med 10 konkrete forslag til forhandlingerne. Forslag, der på forskellig vis, kan være med til at nedbringe de unges forbrug af netop tobak, nikotin og alkohol.

    Elektronisk aldersverificering er et stort ønske fra De Samvirkende Købmænd. Det ønske, er der opbakning til fra både medarbejdernes repræsentanter, de toneangivende NGO’er og en lang række af leverandører, af varer med aldersgrænser.

    På vegne af købmændene opfordrer De Samvirkende Købmænd derfor kraftigt til, at politikerne nu endegyldigt bakker op om elektronisk aldersverificering, så salg af tobak, nikotin og alkohol til mindreårige bliver langt vanskeligere end i dag.

    “Alle er enige om, at det skal være sværere for unge at købe varer, der er pålagt aldersgrænser. Derfor er det helt oplagt, at vi tager elektroniske hjælpemidler i brug. Teknologien er der, og der er bred opbakning fra en lang række af de parter, der på forskellig vis er involveret og har mulighed for at påvirke de unges vaner. Nu skal vi bare have politikerne ombord,” lyder det fra adm. direktør Jannick Nytoft hos De Samvirkende Købmænd.

    De Samvirkende Købmænd advarer dog imod, at man fremprovokerer ulovligt salg via brugen af hemmelige agenter – såkaldt “Mystery Shopping”. Ønsket har været fremført fra forskellig side forud for forebyggelsesforhandlingerne. De Samvirkende Købmænd mener ikke, det er rimeligt, at medarbejdere i butikkerne skal udsættes for at unge kontrollører aktivt, forsøger at fremprovokere ulovlige salg hos de ansatte i butikkerne. De ansatte skal trygt kunne gå på arbejde i frygten for om de møder en anonym agent, der vil fremprovokere en fejl.  

    “Dagligvarehandlen har en central rolle, når det drejer sig om lige præcis forebyggelse over for børn og unge. Den rolle tager vi gerne på os, og vi deler gerne vores erfaringer fra butikkerne. Derfor opfordrer vi også til, at vores viden og vores forslag drøftes i forhandlingslokalet,” siger Jannick Nytoft.

    Fakta:

    De Samvirkende Købmænd har en ti-punkts plan:

    • Elektronisk aldersverificering. Et køb skal som udgangspunkt kun kunne gennemføres, hvis kunden er gammel nok. Unge kontanter med kontanter skal altid afkræves legitimation.
    • Forbud mod “proxysalg” – dvs. det skal være forbudt for voksne kunder at købe tobak, nikotin og alkohol på vegne af andre. Familier dog undtaget.
    • Købsforbud for unge. I dag er det rent faktisk ikke ulovligt for f.eks. en 16-årig at købe tobak. Et købsforbud vil understrege, at visse varer er valg for voksne.
    • Afgiftsforhøjelser med måde. Højere afgifter medfører endnu højere grænsehandel. Grænsehandelen med cigaretter blev næsten tredoblet fra 2019 til 2022. Eventuelle afgiftsforhøjelser bør derfor være moderate, da grænsehandel ikke bidrager til sundere levevis.
    • Onlinehandel bør have mødes med større krav. I dag kan en kunde typisk blot bekræfte med et “flueben”, at man er 18 år, når man handler online. Brug af MitID og elektronisk aldersverificering via betalingen vil være en markant hjælp.
    • Illegalt salg skal bekæmpes. Styrk myndighedernes – Skattestyrelsen, Toldstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsens – indsats mod ulovligt salg.  
    • Rejsegodsbestemmelser justeres efter fransk model. I Frankrig må franske borgere kun medbringe 200 cigaretter, når de har besøgt et andet EU-land. Danske borgere må i dag medbringe 800 cigaretter efter en tur til et andet EU-land.
    • Gældende regler skal håndhæves bedre. Politikerne behøver ikke altid opfinde nye regler, når der er fokus på et område. Ofte kan man med fordel have allerede gældende regler for øje og sikre bedre håndhævelse.
    • Billedlegitimation. Der bør udvikles en app af myndighederne, der kan fungere som lovlig billedlegitimation. Det er oplagt at tilføre et billede i app’en for Sundhedskortet.
    • Styrkelse af Alkoholreklamenævnet. Der er behov for hurtig indgriben, hvis der er virksomheder, der markedsfører alkohol over for børn og unge. Alkoholreklamenævnet kan træffe hurtige afgørelser og nævnet består af både forbruger- og erhvervsinteresser og ledes af en uafhængig formand. Nævnet samarbejder tæt med Forbrugerombudsmanden.

    Kontakt:

    Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: +45 39 62 16 16 email: jny@dsk.dk

    Kommunikationskonsulent Niels Tønning Rasmussen email: ntr@dsk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13738385?publisherId=90355&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **