PRM / Tre finalister i Østjylland udvalgt til Årets Ejerleder 2023

    Pressemeddelelse fra PwC

    Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2023 i Østjylland.

    “De tre udvalgte finalister repræsenterer hver især ejerledere, der har skabt bemærkelsesværdige succeshistorier. De går forrest og fungerer som rollemodeller til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker vores finalister i Østjylland et stort tillykke og ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus.

    Ejerlederne gør en forskel
    Nykredit har stor viden om de mange ejerledere, da de udgør en central del af bankens kunder. Henrik Rasmussen, Nykredits regionsdirektør i Midtjylland, understreger, hvor vigtige ejerlederne er for det danske samfund i forhold til at skabe arbejdspladser, vækst og en grønnere fremtid:

    Ejerlederne er med til at skabe vækst og nye arbejdspladser, og det gælder ikke bare lokalt, men i hele landet. I Nykredit er det vigtigt for os at tage et samfundsansvar, og som foreningsejet bank ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling af vores samfund. Derfor vil vi med Årets Ejerleder gerne være med til at hylde de ejerledere, som ikke alene spiller en vigtig rolle ved at skabe vækst og udvikling med deres virksomheder, men som også gør en stor forskel ved at bidrage til en mere bæredygtig fremtid.

    Ejerledernes grønne transformation

    Ejerlederne udgør en særlig vigtig rolle, når det kommer til at fremme den grønne omstilling og sikre en mere bæredygtig fremtid. Derfor sætter vi i årets temapris fokus på, hvad ejerlederne aktivt gør for at gentænke og fremtidssikre deres virksomhed i forhold til miljø og klima.

    Ejerledernes fokus på den grønne transformationsrejse er med til at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver lederskab, mod og vilje at investere i nye teknologier og innovative idéer, som kan sikre en grønnere fremtid. Det gør ejerlederne, og det fortjener de anerkendelse for,” udtaler Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus.

    Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv, understreger betydningen af årets tema i forhold til ejerledernes evne til at drive den grønne omstilling samtidig med at skabe vækst:

    Omverdenen stiller højere og højere krav om, at virksomheder agerer ansvarligt og bidrager til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver en grøn transformation, bæredygtige investeringer og mere innovation, og netop det bliver vigtigt for virksomhedernes evne til at skabe vækst i fremtiden. Det ansvar oplever vi, at stadig flere og flere virksomheder og ejerledere tager på sig, ikke mindst de finalister, som er i spil til Årets Ejerleder 2023.”

    Finalisterne er:

    Christian Skovbo fra Aduro (Hasselager)
    Christian Skovbo har ledet brændeovnsvirksomheden Aduro siden 2005 med betydelig succes. Aduro har oplevet en markant vækst i omsætningen på næsten 100% i løbet af de seneste tre år. Som ejerleder udstråler Christian energi og et tydeligt drive i sit daglige arbejde, og han brænder for at udvikle virksomhedens medarbejdere. Han lægger særlig vægt på frihed under ansvar og dedikerer sig til at udvikle medarbejderne i virksomheden. Ejerlederen anvender en betydelig del af sin fritid til at engagere sig i netværk med sportsaktiviteter. Christian spiller en central rolle i alle aspekter af virksomhedsledelsen og er altid i front, både når det drejer sig om den overordnede ledelse og organiseringen af virksomhedens sociale arrangementer, der ofte har sport som omdrejningspunkt.

    Gennem imponerende lederskab har Christian formået at udvikle Aduro, etablere et solidt kundegrundlag og sikre en bemærkelsesværdig vækst og indtjening, som vil danne grundlag for virksomhedens fremtidige succes.

    Michael Gadeberg og Søren Bunk fra Dansk IngeniørService (Skanderborg)

    Michael grundlagde Dansk IngeniørService i 1997, og kort tid efter kom Søren med. Virksomheden har siden den tid gennemgået en markant udvikling. Fra kun at operere på det danske marked er Dansk IngeniørService nu en international virksomhed med imponerende vækstrater, som er til stede i Polen, Spanien, Frankrig, Indien og USA.

    For Søren og Michael udgør den grønne omstilling både en personlig og professionel drivkraft, og den udgør en væsentlig del af virksomhedens strategi, hvor de stræber efter at skabe en bedre og mere bæredygtig verden. Dansk IngeniørService spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, især når det kommer til levering af deres ydelser og produkter til sektorer som vindenergi. Virksomheden er med deres innovative og effektive tilgang med til at omdefinere og fremme bæredygtighed med fokus på miljø og klima. Søren og Michaels engagement i at etablere en sund og attraktiv virksomhedskultur er afgørende for Dansk IngeniørServices succes, og de to ejerlederes indsats har ført til opbygningen af en succesfuld international virksomhed med over 700 ansatte.

    Mikkel Vaupell Grene fra Søstrene Grenes Holding (Aarhus)

    Mikkel Vaupell Grene har siden 2011 været 2. generations ejerleder af den familieejede virksomhed, Søstrene Grene, der netop har fejret 50 års fødselsdag. Han har ført virksomheden til nye højder med mange imponerende resultater. Mikkel er medejer sammen med sin bror, Cresten Vaupell Grene, der er kreativ direktør. Som person er Mikkel ordentlig, venlig og ansvarlig, og så prioriterer han sin familie og er særlig tydelig om vigtigheden af at have et liv uden for Søstrene Grene. Mikkel demonstrerer tillid til sine medarbejdere ved at delegere ansvar. Han ser det som sin opgave at bevare overskud, energi og fysisk styrke for at kunne udfylde sin ledelsesrolle. Når udfordringerne opstår, kan medarbejderne regne med ham til at bevare roen, have overskud og bevare overblikket.

    Det, der glæder Mikkel mest, er at besøge butikkerne og mærke den autentiske søsterånd, der handler om at stå sammen og hjælpe hinanden. Udover de direkte ledelsesrelationer har Mikkel løbende kontakt med lederne både i dagligdagen og under de årlige samlinger med alle nøglepersonerne i virksomheden. Mikkel spiller en central rolle i udvælgelsen af franchisetagere, da det er afgørende, at de repræsenterer virksomhedens ånd og værdier.

    Kontakt
    For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Christian Corell på mobil 2829 3858 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller pressekonsulent Jesper Ingemann fra Dansk Erhverv på 2265 0941. 

    Tid og sted for Årets Ejerleder i Østjylland
    Den 1. november 2023 kl. 16:30-18:15, ARoS, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C.

    Fakta om Årets Ejerleder 2023
    Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 20. gang. Årets tema er ejerledernes grønne transformation.

    De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 16. november 2023 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

    Juryen består af regionsvinderen fra 2022 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og en erhvervsprofil. 

    Tidligere landsvindere
    Layland Barker fra Titan Containers A/S (2022), Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13736458?publisherId=90624&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **