Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer
Han er fagligt stærk og engageret, men han er også en teamspiller. Sådan lyder en del af skudsmålet for Lars Scherring Jessen, som tirsdag løb med prisen Årets elev i dansk griseproduktion 2023.
Mester: Tager ansvar for opgaven
At prisen er velfortjent, er hans lærermester Dorte Wildenchild, Tummelsbjerg Landbrug ved Gråsten, ikke i tvivl om:
“Lars har supergodt humør – alle kan lide ham. Men det, der først faldt mig ind, da jeg indstillede ham til prisen, var, at han tager ansvar for egen læring. Og han tager også rigtig meget ansvar for teamet. Hvis han står for en arbejdsopgave, så sørger han også for, at de andre ved, hvad der skal ske”.
Landbrugsskole: Hylder for at blive i primærerhvervet
Og Dorte Wildenschilds rosende ord bakkes op af Lars’ lærer fra Gråsten Landbrugsskole, Johanne Marie Mathiasen:
“Vi har peget på Lars til prisen som Årets elev, fordi han er fagligt dygtig, vellidt blandt eleverne, men også blandt os lærere. Ligegyldigt hvilket fag, han møder op til, er han med og vil det gerne. Og det, at han gerne vil blive i primærerhvervet – at han vil ud og passe grise og ikke ud af en eller anden sidegren – det vil vi gerne hylde,” lyder det fra Johanne Marie Mathiasen.
Udover æren kunne Lars Scherring Jessen tage en præmie med sig hjem på 10.000 kr.
De andre nominerede til prisen var Andreas Ahrndt Laursen fra Avlscenter Rønhauge og Maiken Skov Engstrøm fra Risbjerg Landbrug.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **