PRM / Landsdækkende opråb mod iltsvind søndag: Danmark holder vejret og kræver politisk handling

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Havbunden er mange steder død. Fisk og bunddyr gisper, mens andre driver døde i land. De danske fjorde og indre farvande er ramt af et kvælende iltsvind – endda det værste i 20 år. 

    Forskere har i årtier gentaget, at kvælstofudledningen fra landbruget skal reduceres markant, hvis vi skal have livet tilbage under overfladen. Men selvom de har råbt op i årevis, står vi alligevel i dag med massivt iltsvind og fiskedød. I flere fjorde er det tæt på umuligt for dykkere at finde levende fisk. 

    Derfor har en række grønne og blå organisationer taget initiativ til en landsdækkende manifestation mod iltsvind under navnet Danmark Holder Vejret, hvor borgere i hele landet kan være med til at råbe folketingspolitikerne op og kræve reel handling. 

    Søndag d. 29. oktober kl. 12.00 vil danskere på tværs af landet holde vejret på samme tid – som symbol på fiskene, der gisper efter vejret, og for at sende et synligt budskab til Folketinget med krav om, at forureningen af havmiljøet skal stoppes. 

    I omegnen af 50 steder i landet er der arrangeret lokale opråb. Se oversigt på www.danmarkholdervejret.dk

    Det er Danmarks Naturfredningsforening, der sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Sportsdykker Forbund, Dansk Sejlunion og Friluftsrådet har taget initiativ til den landsdækkende manifestation. 

    _____________________

    Fakta: Danmark Holder Vejret 

    • Danmark Holder Vejret er en landsdækkende manifestation mod iltsvind søndag d. 29. oktober kl. 12. 

    • Her vil danskere i hele landet holde vejret i 30 sekunder på samme tid – som symbol på de gispende fisk, der lider under iltsvindet, og som et synligt signal til Christiansborg-politikerne om, at der er akut brug for politisk handling nu.  

    • Der er arrangeret i omegnen af 50 lokale arrangementer. Arrangementerne findes på www.danmarkholdervejret.dk (oversigten bliver løbende opdateret med nye arrangementer). 

    • Danskerne opfordres desuden til også at deltage digitalt ved at tage et billede, hvor de holder sig for næse og mund og lægge det på sociale medier under brug af hashtagget #danmarkholdervejret 

    • Manifestationen er blevet søsat på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Sportsdykker Forbund, Dansk Sejlunion og Friluftsrådet. 

    _____________________

    Fakta: Iltsvind 

    • Hvad er iltsvind?  
      Iltsvind opstår, når for meget kvælstof ender i vandmiljøerne. Kvælstoffet sætter gang i en algeproces, som optager ilten i vandet. Bliver iltsvindet for stort, risikerer bunddyr, vegetation og fisk at dø. Det er derfor, bl.a. Berlingske har kunnet bringe undervandsbilleder af døde fjordbunde tømt for liv. 

    • Hvor kommer kvælstoffet fra?  
      Ifølge Miljøministeriet stammer 90 procent fra landbruget, hvis man trækker den såkaldte naturlige baggrund fra. Den sidste rest kommer fra bl.a. industri, bebyggelse, spildevand og dambrug.

    • Historisk stort iltsvind 
      Iltsvindet i år betegnes af eksperter som historisk stort.  
       

    Kontakt:

    Presseansvarlig for hav og fiskeri Claus Garde Bergmann tlf.: 61782480 email: claus@dn.dk

    Presserådgiver Anders Vogel tlf.: 31 19 32 11 email: anders@dn.dk

    Mikkel Faartoft tlf.: 53 57 38 31 email: mikkel@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13737157?publisherId=13559520&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **