PRM / Regeringen skal følge op på EU-industriudspil

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    Europa-Kommissionen har lanceret Wind Power Action Plan, der skal holde hånden under den grønne industri i Europa, som er truet af manglende ordrer, ulige konkurrence fra Kina og USA og stigende produktionsudgifter.

    – Den grønne industri er i strid modvind. Derfor er det godt, at Europa-Kommissionen nu blæser til kamp for vindindustrien og bliver mere fast i kødet på sin industripolitik, så Europa kan matche den grønne oprustning i Kina og USA. Nu handler det om få udspillet til at blive til konkret politik i en hulens fart. For ellers ender vi med at tale om en grøn europæisk industri i datid, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

    Med sit udspil vil Europa-Kommissionen blandt andet sætte mere tempo på tilladelser til vedvarende energi, overveje at forlænge den såkaldte nødretsforordning og lave nye betingelser for udbud af havmølleparker.

    – Det er vigtigt, at beslutningerne om at opføre vindmøller hurtigt bliver ført ud i livet, så virksomhedernes ordrebøger bliver fyldt op. Samtidig skal de kommende udbud af havvindmøller i Europa designes på en måde, så de prioriterer teknologi fra den europæiske industri. Derfor er det meget positivt, at Kommissionen foreslår et sæt af prækvalifikationskriterier. For hvis pris bliver det eneste parameter, bliver det svært at konkurrere med de producenter, der får statsstøtte, siger Jan Hylleberg.

    For at fremskynde investeringer i og finansiering af produktion af vindenergi i Europa vil Den Europæiske Investeringsbank (EIB) stille risikobegrænsende garantier til rådighed. Derudover lægger Europa-Kommissionens udspil op til at fordoble budgettet for EU’s Innovationsfond, der giver penge til udvikling af grøn teknologi. Det skal ses i forlængelse af, at EU allerede har lempet mulighederne for midlertidigt at give statsstøtte til grønne teknologier.

    Green Power Denmark opfordrer den danske regering til hurtigt at følge op på udspillet og gøre brug af de redskaber, som allerede ligger i EU’s industripolitiske værktøjskasse. Med udvidelsen af EU’s Innovationsfond er det ifølge Green Power Denmark også vigtigt, at Danmark bliver bedre til at hjemtage midler fra fonden end hidtil.  

    – Vi ser lande i EU, der skruer op for den grønne statsstøtte, alt imens vi byder virksomhederne på kaffe. Det skal vi gøre bedre. For ellers går vi glip af investeringer. Regeringen skal lave finansieringsordninger, som kan måle sig med dét, virksomhederne møder i andre lande. Det kan være i form af investeringsfradrag eller en pulje penge til at støtte etablering af nye produktionsfaciliteter, siger Jan Hylleberg og fortsætter:

    – Green Power Denmark er af princip imod statsstøtte. Men vi må erkende, at det er blevet et nyt konkurrenceparameter. Vi er nødt til at tage bestik af den udvikling og føre en industripolitik, der matcher nabolandenes, hvis vi fortsat ønsker at have grønne virksomheder, der investerer, skaber vækst, velstand og arbejdspladser i Danmark. Derfor opfordrer vi erhvervsministeren til hurtigt at følge op på EU-udspillet og sætte sig i spidsen for en national industristrategi, der understøtter og styrker grønne danske virksomheders aktiviteter i Danmark. Ellers flytter de – og det kommer til at gå stærkt.

    Kontakt:

    Pressechef Bjarke Lund Larsen email: bll@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13737456?publisherId=13560944&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **