PRM / Tre finalister i Nordjylland udvalgt til Årets Ejerleder 2023

    Pressemeddelelse fra PwC

    Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2023 i Nordjylland.

    “De tre udvalgte finalister repræsenterer hver især ejerledere, der har skabt bemærkelsesværdige succeshistorier. De går forrest og fungerer som rollemodeller til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker vores finalister i Nordjylland et stort tillykke og ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Torben Toft Kristensen, partner i PwC i Aalborg.

    Ejerlederne gør en forskel
    Nykredit har stor viden om de mange ejerledere, da de udgør en central del af bankens kunder. Klaus Karlsen, Nykredits storkundedirektør i Nordjylland, understreger, hvor vigtige ejerlederne er for det danske samfund i forhold til at skabe arbejdspladser, vækst og en grønnere fremtid:

    “Ejerlederne er med til at skabe vækst og nye arbejdspladser, og det gælder ikke bare lokalt, men i hele landet. I Nykredit er det vigtigt for os at tage et samfundsansvar, og som foreningsejet bank ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling af vores samfund. Derfor vil vi med Årets Ejerleder gerne være med til at hylde de ejerledere, som ikke alene spiller en vigtig rolle ved at skabe vækst og udvikling med deres virksomheder, men som også gør en stor forskel ved at bidrage til en mere bæredygtig fremtid.”

    Ejerledernes grønne transformation

    Ejerlederne udgør en særlig vigtig rolle, når det kommer til at fremme den grønne omstilling og sikre en mere bæredygtig fremtid. Derfor sætter vi i årets temapris fokus på, hvad ejerlederne aktivt gør for at gentænke og fremtidssikre deres virksomhed i forhold til miljø og klima.

    Ejerledernes fokus på den grønne transformationsrejse er med til at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver lederskab, mod og vilje at investere i nye teknologier og innovative idéer, som kan sikre en grønnere fremtid. Det gør ejerlederne, og det fortjener de anerkendelse for,” udtaler Torben Toft Kristensen, partner i PwC i Aalborg.

    Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv, understreger betydningen af årets tema i forhold til ejerledernes evne til at drive den grønne omstilling samtidig med at skabe vækst:

    Omverdenen stiller højere og højere krav om, at virksomheder agerer ansvarligt og bidrager til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver en grøn transformation, bæredygtige investeringer og mere innovation, og netop det bliver vigtigt for virksomhedernes evne til at skabe vækst i fremtiden. Det ansvar oplever vi, at stadig flere og flere virksomheder og ejerledere tager på sig, ikke mindst de finalister, som er i spil til Årets Ejerleder 2023.”

    Finalisterne er:

    Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak fra Shaping New Tomorrow (Aalborg)
    Historien om tøjvirksomheden, Shaping New Tomorrow, begyndte tilbage i 2013. Her grundlagde tre barndomsvenner Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak virksomheden, Short Neck Turtle, som senere er blevet til Shaping New Tomorrow. I dag er Shaping New Tomorrow et velkendt brand og en virksomhed, der er garant for stilfuldt og komfortabelt herre- og dametøj. Koncernen beskæftiger i dag over 200 ansatte. Organisatorisk har de tre ejerledere opbygget en stærk organisation omkring sig. Den består blandt andet af en ledergruppe, der inkluderer Kasper som administrerende direktør, Christoffer med ansvar for produktudvikling og detailhandel samt Christian med ansvar for brand og markedsføring.

    Ejerlederne er ambitiøse, og de har et mål om at blive et stort, internationalt tøjbrand. Det betyder meget for Shaping New Tomorrow og de tre ejerledere, at de tager et grønt ansvar. Derfor har virksomheden gjort bæredygtighed til en integreret del af sin identitet ved blandt andet at skabe bukser, der er næsten 90 % genanvendelige, og ved at benytte markedets mest bæredygtige emballageløsninger. Derudover har ejerlederne et mål om at reducere CO2-aftrykket med 20 % inden 2025.

    Morten Hovaldt fra Complea (Nørresundby)

    I 2010 grundlagde Morten Hovaldt it-virksomheden Complea, som leverer IT- og digitaliseringsløsninger. Kort tid efter opstarten voksede virksomheden markant i både omsætning og antal medarbejdere. Siden 2010 er antallet af ansatte hos Complea vokset fra én til over 60 ansatte, hvilket understreger den udvikling, som Morten har taget Complea igennem.

    For ejerleder Morten er anerkendelse, nærvær og åbenhed tre essentielle ledelsesværdier. Det er vigtigt for ham, at hans medarbejdere kan komme til ham, og at de siger deres mening, særligt hvis der er nogle opgaver, der kan løses på en bedre måde. Morten forstår og anerkender vigtigheden af sine medarbejdere, og at man ikke kommer langt uden et team. 

    Som en del af ejerlederens fokus på en grønnere virksomhed igangsatte Complea i 2020 et bæredygtigt initiativ ved at installere solceller på taget af deres hovedlokation i Nørresundby. Initiativet kom efter, at virksomheden året før også fik installeret el-ladestandere, ligesom Complea også har støttet op om bæredygtighedsprojektet Green Hub Denmark. 

    Lars Juhl Frandsen og Peter Helmer Larsen fra Nordic Computer (Nørresundby)

    De to ejerledere overtog it-leverandørvirksomheden, Nordic Computer, tilbage i 2018 og har siden da skabt en turnaround med flotte resultater og med medarbejderne i fokus. De to ejerledere vægter åbenhed, ærlighed og respekt for omgivelserne højt. Lars og Peter lægger stor vægt på medarbejderaspektet i deres virksomhed, og deres engagement i deres trivsel er bemærkelsesværdigt. De ønsker ikke at drive virksomheden selv, men derimod i samarbejde med deres medarbejdere. Ejerlederne går forrest og er kulturbærere, og så prioriterer de tid og energi i at skabe et godt og sundt arbejdsmiljø for alle ansatte.

    For de to ejerledere er klimaet særligt vigtigt. De vil være det mest bæredygtige valg indenfor salg og servicering af IT-infrastruktur. Virksomheden har allerede taget skridt mod en bæredygtig fremtid ved at optimere emballage og pakning. Derudover prioriterer de leveringstiden for at muliggøre en mere effektiv fragt ved at vente en dag eller to for at sende større leverancer til kunderne. 

    Kontakt
    For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Christian Corell på mobil 2829 3858 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller pressekonsulent Jesper Ingemann fra Dansk Erhverv på 2265 0941. 

    Tid og sted for Årets Ejerleder i Nordjylland
    Den 30. oktober 2023 kl. 16:30-18:15, Comwell Hvide Hus, Vesterbro 2, 9000 Aalborg.

    Fakta om Årets Ejerleder 2023
    Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 20. gang. Årets tema er ejerledernes grønne transformation.

    De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 16. november 2023 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

    Juryen består af regionsvinderen fra 2022 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og to erhvervsprofiler, Lisa Bønsdorff Dalsgaard og Rune Hyllested. 

    Tidligere landsvindere
    Layland Barker fra Titan Containers A/S (2022), Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13736424?publisherId=90624&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **