Pressemeddelelse fra Lidl Danmark
Hvert år går 814.000 tons spiselige fødevarer til spilde i Danmark (Miljøstyrelsen, 2021) – det svarer til, at vi smider mad ud for omkring 8,6 milliarder kroner (Madspildstænketanken ONETHIRD, 2022).
For at mere af denne mad finder vej til tallerkener i stedet for skraldespande, har Madkulturen, Too Good To Go og Lidl i samarbejde udviklet et undervisningsforløb målrettet madkunstskabsklasserne i folkeskolen. Formålet er at udstyre eleverne med viden og færdigheder, så de kan skabe velsmagende retter med nogle af de fødevarer, der ellers ofte går til spilde.
“Vi kæmper for at mindske madspild i alle vores butikker, men vi vil gerne gøre endnu mere for, at danskerne bliver klogere på, hvordan de kan mindske madspildet hjemme i husholdningen. Derfor er jeg meget stolt af, at vi i samarbejde med Madkulturen og Too Good To Go har udarbejdet undervisningsmateriale, som kan sprede viden og inspirere folkeskoleelever til at gå i køkkenet og arbejde med overskudsråvarer både i skolen og derhjemme,” siger Jens Stratmann, der er administrerende direktør i Lidl Danmark.
Med kreativitet og tilsmagning kommer man langt
Især blandt børnefamilier er det en udfordring at få brugt alle indkøbte madvarer – og hele 70 procent indrømmer, at de kunne gøre mere for at mindske madspild (Lidl og Too Good To Go, 2023). Hos Madkulturen oplever man, at det ofte er manglen på kreativitet, der får folk til at købe ind på ny fremfor at udnytte rester fra køleskabet.
Derfor er formålet med undervisningen at give de unge konkrete værktøjer til at arbejde med deres kreativitet og smagssanser og eksperimentere med fødevarer, der ofte er tilovers derhjemme. Dette gælder eksempelvis produkter som frugt og grønt, brød og mejeriprodukter.
“Undervisningsmaterialet er designet med det formål at lære eleverne at tilberede velsmagende retter på en sjov og kreativ måde med fødevarer, som ellers oftest ender i skraldespanden. Vi ved, at det at få lov til at eksperimentere i køkkenet, kan forstærke lysten og modet til at kaste sig ud i nye smage og konsistenser. Derfor består materialet heller ikke af bestemte opskrifter, men lægger i stedet op til, at eleverne skal arbejde med metoder, teknikker og smagsforstærkere, som aktiverer elevernes egne sanser,” forklarer Judith Kyst, direktør i Madkulturen.
Lancerer gratis materiale til landets folkeskoleklasser
Undervisningsforløbet er gratis for danske folkeskoler og består af tre undervisningsgange med tilhørende videoer, materiale samt en lærervejledning, der er udviklet i tæt samarbejde mellem Madkulturen, Too Good To Go og Lidl.
“Madspild er både et økonomisk, miljømæssigt og socialt problem, og vi har et fælles ansvar for at reducere det store spild, og derfor giver dette samarbejde mellem Too Good To Go, Lidl og Madkulturen så god mening. Det er afgørende at inddrage og engagere de unge generationer og give dem praktisk erfaring med at reducere madspild. Vi glæder os meget til, at projektet skal ud og leve blandt madkunstskabsklasserne og håber, at det vil øge glæden ved madlavning samtidig med, at det kan mindske mængden af fødevarer, der desværre ofte ender i skraldespanden,” siger Heidi Boye, Landechef for Danmark i Too Good To Go.
Der blev åbnet for tilmeldinger til undervisningsforløbet i slutningen af juni, og siden da har 273 folkeskolelærere fra 154 forskellige folkeskoler allerede tilmeldt deres madkundskabsklasser (pr. 18.10.23). Det er stadig muligt at tilmelde sig , hvor du også kan læse mere.
For at opmuntre til tilmelding og dermed i kampen om at reducere madspild har Lidl sendt gratis tilsmagningskit ud til de første 50 tilmeldte klasser. Tilsmagningskittet består af smagsgivende basisråvarer såsom honning, valnødder, oliven og æbleeddike samt vouchers til at hente varer, som matcher den enkelte undervisningsgang, i den lokale Lidl-butik.
Kontakt:
Thomas Sejersen tlf.: 76 35 00 10 email: presse@lidl.dk
Kommunikationskonsulent Camilla From email: camilla@madkulturen.dk
Presseansvarlig Julie Solem email: jsolem@toogoodtogo.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **