PRM / 1700 husstande risikerer længerevarende strømafbrydelse ved forhøjet vandstand

    Pressemeddelelse fra TREFOR

    “Vi har varslet kunder i de udsatte områder langs kysten om, at vi forbereder os på at afbryde strømmen præventivt. Hvis DMI’s prognoser holder stik, så vil vi være nødt til at afbryde strømmen i nogle områder, og lige nu vurderer vi, det vil ende med mellem 900 og 1700 afbrudte husstande og virksomheder”, siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net.

    Det er områderne omkring Skærbæk Havn, Kolding Havn, Gl. Strandvej og Fjordvej, Gammel Ålbo Camping, Grønninghoved Strand, Binderup Strand og Bjert Strand, som er særligt udsatte i forhold til strømafbrydelser. Men risikoen er der på hele kyststrækningen fra Fredericia til Hejlsminde.    

    Er strømmen blevet afbrudt, må man dog væbne sig med tålmodighed.

    “Først når vandet trækker sig tilbage, kan vi begynde arbejdet med at genetablere strømmen. Vandet skal ud af anlæggene, som også skal renses og tørres, inden vi kan tilkoble afbrudte anlæg – og så skal installationerne i de enkelte husstande også være klar igen. Det betyder mange timer uden strøm, og for nogle kan der i værste fald være tale om flere dage,” siger Per Sørensen.

    TREFOR El-nets forsyningsområde vil være påvirket af vandet fra nu af og frem til vandet er væk igen. Derefter har TREFOR El-net en større opgave i at få rengjort alle oversvømmede anlæg og få udskiftet eventuelle ødelagte anlæg. Vandstanden ventes at toppe natten til lørdag mellem kl. 00 kl. 04.

    Sikkerhed frem for alt

    Aktive kabelskabe og transformere skal ikke i kontakt med havvand, og derfor arbejder TREFOR El-net på at sikre så mange anlæg som muligt i de udsatte områder.  

    “Vi forsøger så vidt muligt at beskytte udsatte transformerstationer med bigbags med sand og pumper til at holde vandet væk fra de eltekniske anlæg, men vi kan ikke garantere, at det er nok til at holde vandet ude. Og der vil også være anlæg, vi ikke kan få beskyttet. Kommer vandet for tæt på et anlæg, så afbryder vi strømmen”, siger Per Sørensen.

    Borgere i de kystnære områder kan risikere, at de mister strømmen, selvom deres ejendom ikke er påvirket af selve vandet. Det sker, hvis ejendommen er tilknyttet et af TREFOR El-nets anlæg, der må afbrydes.

    “Vi kommer til at afbryde strømmen præventivt, fordi strøm og havvand er en uheldig kombination. Det handler grundlæggende om, at vi sikrer vores anlæg og undgår at anlæggene tager skade og bliver ødelagt af kortslutninger. Hvis anlæggene tager skade, vil genetablering tage meget længere tid, forklarer Per Sørensen.

    trefor.dk kan du følge udviklingen og se, hvor elforsyningen er påvirket, ligesom TREFOR El-net løbende orienterer via det sociale medie X under profilen “TREFOR Driftovervågning”.

    Kontakt:

    For yderligere information kontakt venligst:

    Elforsyningsdirektør i TREFOR El-net, Per Sørensen på telefon 2835 7346

    Pressechef i TREFOR Ann Warren på 51 15 25 55 eller anwa@ewii.dk

    Til redaktionen:
    I kan følge udviklingen via https://www.trefor.dk/driftsinfo/driftsafbrydelser-trekantomraadet/

    Lige som vi sender beskeder om afbrydelser ud via via https://twitter.com/TREFORdognvagt

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13736641?publisherId=13560270&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **