PRM / Aldrig set før – 3 millioner i beskæftigelse

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    I august 2023 var der 3.000.600 lønmodtagere i job. Det er 4.300 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden august 2022 er der dermed samlet set kommet 37.000 flere beskæftigede til.

    Ser man på den private sektor, er der kommet 3.300 flere lønmodtagere fra juli til august måned. I samme periode er der kommet 900 flere offentligt ansatte.

    Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

    – Vi har nu rundet de magiske tre millioner. Aldrig nogensinde før har så mange i Danmark haft et job. Det er afgørende for vores samfund, at så mange har et arbejde og bidrager.

    – Det er positivt for den enkelte, der er kommet i arbejde, og for hele samfundet, da det viser, at der er rigtig god gang i de danske virksomheder og dansk økonomi generelt. Og så glæder jeg mig særligt over, at mange af dem, der tidligere har været på kanten af arbejdsmarkedet, nu har fået fodfæste.  

    – Vi er ikke i mål endnu. Vi skal have et mere rummeligt arbejdsmarked. Flere unge uden job og uddannelse skal have en plads på arbejdsmarkedet, flere indvandrere skal i job og flere skal opkvalificeres og efteruddannes. Det skal sikre, at virksomhederne og velfærdssamfundet kan få den arbejdskraft, de har brug for.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13736606?publisherId=90520&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **