PRM / Vejdirektoratet klimasikrer Limfjordstunnelen

    Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet

    Vejdirektoratet har haft en ekspertgruppe til at kigge på Limfjordstunnelens tilstand og en af gruppens anbefalinger var, at der skulle kigges på den fremtidige klimapåvirkning, som både kan omfatte skybrud og stormflod.

    Fremtidens vildere vejr betyder ikke alene, at risikoen for skybrud er større, men også at vandet fra Limfjordens lavtliggende områder risikerer at trænge ind på motorvejen og ned mod tunnelen. Vejdirektoratet har derfor både fokus på at sikre Limfjordstunnelen som bygværk samt trafiksikkerhed og fremkommeligheden på den nordjyske motorvej E45.

    Den “gamle” Limfjordstunnel kunne modstå en stormflod, der får vandstanden til at stige med over to meter i Limfjorden svarende til en 100-årshændelse. Forudsigelsen fra DMI lyder, at nutidens 100-årshændelser er fremtidens 20-årshændelser. Hændelsesstatistik er et matematisk værktøj, der bruges til at vurdere, hvor ofte en hændelse vil finde sted.

    Vejdirektoratet er derfor i første omgang gået i gang med at hæve rampevæggene med Arkil som entreprenør. Imens udføres der projektering og myndighedsbehandling af diger, som forventeligt skal hæves i 2024-2025. I alt ventes klimasikringen af Limfjordstunnelen at løbe op i ca. 32 mio. kroner. 

    – Vi er godt i gang med at sikre Limfjordstunnelen til fremtidens klima, der både bliver vildere og vådere. Limfjordstunnelen er et af de meget trafikbelastede steder i Nordjylland, så vi arbejder om natten, hvor vi har mulighed for at lukke det ene rør og lede trafikken i begge retninger over i det andet rør, siger Niels Gustav Jørgensen, der er ingeniør og daglig driftsleder på Limfjordstunnelen.

    Når klimasikringen er helt færdig, og digerne er bygget, så er Limfjordstunnelen sikret mod en stormflodshændelse, der ville få vandet i Limfjorden til at stige med over tre meter svarende til en 2.000 års-hændelse i år 2070. 

    I denne måned har Vejdirektoratet via Infrastrukturplanen 2035 ligeledes fået bevilget midler til at klimasikre Guldborgsundtunnelen, som er den næste tunnel, der vil blive klimasikret: 15 nye vejprojekter fra Land & By-puljen sættes i gang (trm.dk)

    Kontakt:

    Vejdirektoratets pressetelefon tlf.: 51 83 33 93

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13736391?publisherId=13559844&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **