PRM / Glæde i Barnets Blå Hus Frederikshavn: Bevilling sikrer hjælp til udsatte børn

    Pressemeddelelse fra Blå Kors Danmark

    I Danmark vokser 109.000 børn op med en mor eller far, der drikker for meget.

    Nogle af de børn får hvert år hjælp i Barnets Blå Hus i Frederikshavn, og det kan de også i fremtiden. Social- og Boligstyrelsen har nu forlænget bevillingen til Barnets Blå Hus frem til sommeren 2025, som betyder, at børnene og deres forældre fortsat kan få specialiseret terapi og sparring.

    Barnets Blå Hus drives af Blå Kors Danmark og findes syv forskellige steder i landet.

    Et af disse steder er i Frederikshavn, og her er leder Lise Nepper Larsen glad for, at medarbejdere og frivillige kan fortsætte arbejdet med at hjælpe familierne. 

    “Med den her grundfinansiering på plads kombineret med den uundværlige finansiering fra Frederikshavns Kommune og donationer fra private fonde, som vi stadig har behov for, betyder det, at vi kan køre videre med samme aktivitetsniveau som i dag, og det er vi utroligt glade for. Vi kan fortsætte med at hjælpe de 46 børn, som er hos os nu, ligesom vi får mulighed for at hjælpe endnu flere,” siger Lise Nepper Larsen, der er leder af Barnets Blå Hus Frederikshavn. 

    Bevillingen fra Socialstyrelsen kommer fra “Puljen for behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug” og er helt afgørende for Barnets Blå Hus’ drift, da pengene dækker grundlæggende udgifter som husleje og dele af lønnen. 

    Behandling gør en forskel for børnene

    At der er behandlingstilbud som Barnets Blå Hus, er afgørende for børnenes trivsel, viser en evaluering fra 2023, som psykolog og PhD Helle Lindgaard har foretaget blandt børn og forældre i en række Barnets Blå Hus – blandt andet i Frederikshavn.

    Evalueringen, som bygger på omfattende data fra 413 børn i alderen 3-15 år og deres forældre, viser, at et forløb i Barnets Blå Hus med målrettet terapi, forældresparring og sociale aktiviteter har en positiv effekt.

    Færre børn oplever psykosomatiske symptomer som hovedpine og mavesmerter og mindre rastløshed og fysisk uro efter endt terapiforløb. Samtidig viser evalueringen, at risikoen for depression og stressbelastning hos børnene bliver halveret.

    “Børn, der vokser op i familier med rusmiddelsproblemer, kan ofte føle sig utrygge og alene med deres oplevelser. Men her møder de andre børn og voksne, som kender de følelser, som de har, og hvor de kan tale frit om det,” lyder det fra Lise Nepper Larsen. Hun fortsætter:

    “De får et rum, hvor de kan tale om alt det, der er svært, men også om de gode ting, som de oplever. Det er nemlig også vigtigt at have fokus på de gode ting, der sker i ens liv.”

    Lise Nepper Larsen fortæller desuden, at det gør noget godt for både børn og voksne, at de kommer i Barnets Blå Hus som familie, hvor de skaber nye relationer og gode oplevelser sammen.

    Udover gruppeterapi kan børnene og deres forældre også deltage i blandt andet fællesspisning, udflugter og andre sociale aktiviteter. 

    Barnets Blå Hus i Aars, Aalborg, Svendborg, Slagelse og på Bornholm har også fået forlænget deres bevillinger. 

    Kontakt:

    Leder af Barnets Blå Hus i Frederikshavn Lise Nepper Larsen

    Chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark og TUBA Thomas Røddik Korneliussen tlf.: 26 20 20 46 email: trk@blaakors.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13734910?publisherId=4443536&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **