Pressemeddelelse fra ROCKWOOL Fonden
Nyt studie viser, at JobFirst-indsatsen giver en begrænset beskæftigelseseffekt for aktivitetsparate indvandrere fra tredjelande.
Beskæftigelsesindsatsen JobFirst øger både andelen af indvandrere, der er i job i få timer, og som overgår til job og helt forlader ledighed. Men effekterne er små og ser ud til at være midlertidige. Det viser et nyt studie fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Flere indvandrere får tildelt førtidspension efter deltagelse i intensiv beskæftigelsesindsats
Trods opstramning af vilkårene for førtids-pension fik flere indvandrere i JobFirst-indsatsen førtidspension.
Da arbejdsmarkedspotentialet for aktivitetsparate indvandrere blev testet i den intensive JobFirst-indsats, blev flere tilkendt førtidspension. Det viser det nye studie fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og VIVE om langtidseffekterne af JobFirst-indsatsen.
En stor andel af de aktivitetsparate ledige tilbringer mange år i kontanthjælpssystemet. Samtidig er det efter 2013 blevet vanskeligere at modtage en førtidspension. Ikke desto mindre var der en stor gruppe af indvandrere i JobFirst-indsatsen, som fik tilkendt førtidspension.
Intensiv beskæftigelsesindsats giver stort økonomisk underskud
JobFirst-indsatsen giver et stort underskud både samfundsøkonomisk og for de offentlige kasser.
JobFirst-indsatsen øger skatteindtægterne, fordi flere kommer i arbejde, men udgifterne til indsatsen og førtidspension overstiger gevinsten for de offentlige kasser. Samlet set overstiger omkostningerne også de samfundsøkonomiske fordele ved indsatsen.
Kontakt:
Cheføkonom Mia Amalie Holstein email: mah@rockwoolfonden.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **