PRM / Borgernes krav om tryghed kommer til at presse hensynet til frihed

    Pressemeddelelse fra Tænketanken Prospekt

    Da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sidste år fandt sammen i en regering hen over midten, var det ikke blot et opgør med en politisk tendens til blokpolitik. Det var også et tegn på, at præmissen for politik i Danmark er ved at ændre sig. Det udfordrer de traditionelle ideologier og politiske skillelinjer.

    Vi er gået ind i sikkerhedsstatens epoke. Det viser seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt i et nyt notat “Fra velfærdsstat til sikkerhedsstat”. Dette har afgørende indflydelse på vores måde at forstå politiske og samfundsmæssige diskussioner. Det er spillepladen for politik, som er under forandring.

    Blandt hovedpointerne i notatet er:

    • Sikkerhedsstaten er kendetegnet ved, at vi vil acceptere langt større statslig kontrol og overvågning end tidligere. Det så vi allerede under corona-krisen. Pointen er dog generel. Det handler også om social stabilitet, miljø, klima, energi, forsyningssikkerhed og udenrigshandel.
    • Sikkerhedsstaten betyder, at vi kommer til at lægge større vægt på “nationale interesser” end “etiske værdier”, sådan som det blev tydeligt i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens paradigmeskifte i udenrigspolitikken til såkaldt “pragmatisk idealisme.”
    • I sikkerhedsstaten er der desuden en tendens til at afkoble civilsamfundet og dets institutioner, sådan som vi så det i forbindelse med striden om afskaffelsen af St. Bededag. Staten vil forsøge at “afpolitisere” centrale politiske områder. Det udfordrer det folkelige fællesskab og samfundspagten.
    • Selvom mange vil være kritisk over for udviklingen, er sikkerhedsstaten en nødvendig følge af grundlæggende politiske forandringer, hvor verden er blevet markant mere usikker.
    • Det er dog vigtigt at fastholde, at den nye virkelighed stiller politikerne over for et dilemma om at afbalancere kravet om tryghed med frihed.

    Hele notatet kan læses på Tænketanken Prospekts hjemmeside

    Kontakt:

    Seniorrådgiver Michael Böss email: mib@taenketankenprospekt.dk

    Konsulent & Programleder for Medborgerskab og samfundspolitik Christian Egander Skov email: ces@taenketankenprospekt.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13735700?publisherId=13561549&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **