Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser til Algeriet den 16. til 18. oktober skal han sammen med udenrigsministrene fra de nordiske lande mødes med en lang række afrikanske kollegaer. Det sker, når de sammen deltager i nordisk-afrikansk udenrigsministermøde (NAUM).
NAUM har til formål at styrke dialogen mellem de afrikanske og nordiske lande om aktuelle udenrigspolitiske og globale spørgsmål. På dagsordenen for mødet i år er der fred og sikkerhed, multilateralt samarbejde og afrikansk-nordisk partnerskab.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
“Det er en klar ambition for regeringen at skabe stærkere partnerskaber baseret på en gensidig interesse med landene i Afrika. Vores engagement skal simpelthen op i et andet gear. Det kræver, at vi kan levere på de dagsordener, der har høj prioritet i Afrika, og det kræver, at vi lytter til de afrikanske lande. Det nordisk-afrikanske udenrigsministermøde er en gylden chance for at gøre netop det.”
Udover at deltage i NAUM skal Lars Løkke Rasmussen mødes med den algeriske udenrigsminister. Her skal de blandt andet drøfte, hvordan Danmark og Algeriet kan styrke samarbejdet inden for økonomi, migration og energi.
Algeriet er en vigtig strategisk partner for Danmark i Nordafrika. De bilaterale samarbejdsområder inkluderer blandt andet kommercielt samarbejde, energi og migration. Der er stort potentiale for danske virksomheder på det algeriske marked indenfor bl.a. lægemidler og landbrugsartikler.
I Algeriet aflægger udenrigsministeren også besøg på en af Novo Nordisks fabrikker, hvor han samtidig mødes med Algeriets sundhedsminister. Her skal de drøfte mulighederne for at styrke Danmark og Algeriets samarbejde.
Baggrund om nordisk-afrikansk udenrigsministermøde (NAUM)
Nordisk-afrikansk udenrigsministermøde (NAUM) blev afholdt første gang i Stockholm i 2001 på initiativ af den daværende svenske udenrigsminister Anna Lindh. Siden da har afrikanske og nordiske lande skiftevis været værter. Siden 2001 har udenrigsministre fra afrikanske og nordiske lande mødtes 18 gange i byer som Abuja, Oslo, Pretoria, København, Dakar, Helsinki og Cotonou.
Til årets møde vil værtskabet for NAUM blive overdraget til Danmark, og Danmark vil derfor stå for at afholde NAUM i år 2024.
For yderligere information, kontakt
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **