Pressemeddelelse fra Boligkontoret Danmark
“Med kontrakten om nedrivning og jordhåndtering er vi nået en vigtig milepæl i byggeprojektet. Jeg er virkelig glad for, at vi snart kan se aktivitet på byggegrunden ved Schillers Maskinfabrik,” siger Anita Ulrik Sørensen, der er direktør for Boligselskabet Fjordparken.
Med 110 boliger er der tale om et stort alment byggeri, og undervejs er der en lang godkendelsesfase med forskellige myndigheder og en række kontrakter, der skal indgås før boligerne kan stå klar.
“I november skulle vi gerne have kontrakten på nybyggeri og landskab klar, og så skal skema B godkendes af blandt andre kommunen, som det jo er procedure ved opførelsen af almene byggerier,” siger Anita Ulrik Sørensen. Guldborgsund Kommune godkendte i sommeren 2021 det såkaldte skema A, der omhandler finansieringen af projektet.
Planen er, at bygeriet går i gang i februar næste år når Kingo Karlsen A/S begynder jordarbejdet, og derefter følger en ca. 18 måneder byggefase.
Behov for almene boliger i Nykøbing
Også formand for Boligselskabet Fjordparken, Jimmy Frisenberg, ser frem til at første spadestik kan tages.
“Vi har en venteliste på 450 personer til Schillers Parken. Og 300 af dem er aktive medlemmer, der altså er klar til at flytte ind, når boligerne er klar. Så behovet er der tydeligvis,” siger han.
De 110 boliger kommer til at bestå af rækkehuse i et og to plan og tre boligblokke på tre en halv etage med lejligheder. På etageblokkene opsættes solceller i samme farve som tagbelægningen.
Det nye boligområde kommer til at bestå af både almene og private boliger. De private boliger skal bygges efter Schillers Parken, men hvornår vides ikke pt.
“Vi får et nyt kvarter i Nykøbing i et område, der allerede er etableret og som ligger tæt på både skov, indkøb, institutioner og fritidsaktiviteter,” siger Jimmy Frisenberg.
Det samlede budget er på 233 millioner kroner og arkitekt- og ingeniørvirksomheden Sweco er valgt til totalrådgiver på projektet, mens Boligkontoret Danmark, der er et alment administrationsselskab, er valgt til byggeforretningsfører, mens Friis Andersen er valgt til byggeledelse på udførelsen.
Kontakt:
Anita Ulrik Sørensen tlf.: 3063 6370 email: ats@bs-fjordparken.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **