PRM / DK øger krisehjælp til Ukraine og verdens fattigste med 300 millioner kr.

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    “Det er et klart dansk ønske for reformen af Verdensbanken, at den – i højere grad end før – skal bidrage til at håndtere globale kriser som klimaforandringer og de negative konsekvenser af Ukraine-krisen i form af stigende fødevarepriser og mindre nødhjælp i det globale syd. Derfor planlægger Danmark nu at give 300 millioner kroner til IDA’s krisefacilitet,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.

    Verdensbanken oprettede i maj krisepuljen under Verdensbankens Internationale Udviklingssammenslutning for de fattigste lande (IDA). Den skal adressere konsekvenserne af globale kriser i de fattigste lande, forstærket af Ruslands krig i Ukraine. Puljen har til formål at afhjælpe fødevareusikkerhed, økonomiske chok, naturkatastrofer, klimaforandringer og sundhedskriser. Den skal supplere de samlede udviklingsmidler i Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA) til lån og gavebistand til verdens fattigste lande, som Danmark også har bidraget til, men som oplever en historisk efterspørgsel. Krisefaciliteten har to dele: Én er målrettet lande, som er ramt hårdest ramt af de afledte konsekvenser af krigen i Ukraine, mens den anden er målrettet Ukraine og Moldova, som normalt ikke har adgang til IDA-midler.

    Det danske bidrag fordeler sig med 240 millioner kroner til verdens fattigste lande og 60 millioner kroner til Ukraine og Moldova. Det skal imødekomme den store efterspørgsel fra de fattigste lande, herunder i Afrika, hvor behovet er størst. Samtidig ønsker Danmark at støtte krisefacilitetens arbejde med genopbygning i Ukraine, herunder reformer, lån til statsejede virksomheder samt budgetstøtte.

    “Helt ekstraordinært har IDA udarbejdet et finansieringsvindue til Ukraine. Det støtter Danmark selvfølgelig op omkring. Behovet i Ukraine er massivt, og det er vigtigt, at institutioner som Verdensbanken engagerer sig i Ukraine, herunder også på reformdagsordenen,” siger Dan Jørgensen.

    Ministeren lancerer det danske bidrag i dag på Verdensbankens årlige efterårsmøder, denne gang i Marrakesh i Marokko.

    For yderligere information, kontakt pressevagten@um.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13734925?publisherId=2012662&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **