Pressemeddelelse fra 3F
Den nye kontanthjælpsaftale, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget netop har vedtaget, rummer flere positive elementer men også initiativer, der kræver en nærmere afklaring, mener 3F.
– Jeg vil på positivsiden især fremhæve afskaffelsen af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og indførelse af afklaringsretten, siger 3F’s forbundssekretær Lene Krabbe Dahl.
– Og så er det grundlæggende positivt, at aftalen bygger på Ydelseskommissionens anbefalinger om at forenkle systemet, siger Lene Krabbe Dahl.
Den nye aftale betyder samlet set, at mange sårbare unge får en lavere ydelse.
– Det er jo en udsat gruppe, som vi rigtig gerne vil have ind på arbejdsmarkedet eller ind i noget uddannelse. Vi skal være omhyggelige med, at reformen faktisk skaber bedre muligheder for denne gruppe og ikke blot gør dem fattigere, siger Lene Krabbe Dahl.
Samtidigt betyder den nye aftale umiddelbart ifølge regeringen, at børnefattigdommen reduceres med 3.500.
– Selvom reformen umiddelbart står til at løfte flere ud af børnefattigdom, så vi må have afklaret, om reformen strukturelt betyder flere eller færre fattige børn. Jeg bryder mig naturligvis ikke om hvis reformen reelt betyder, at vi får mere ulighed og flere fattige børn, siger Lene Krabbe Dahl.
Kontakt:
For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








