PRM / For mange får taget blodprøve for at finde blodpropper

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    Casper Falster er læge og ph.d.-studerende ved Odense Respiratory Research Unit (ODIN) under Klinisk Institut, SDU og Odense Universitetshospital.

    I studiet publiceret i The Lancet Hematology har Casper Falster sammen med en række samarbejdspartnere lavet en gennemgang af de sidste 20 års kliniske retningslinjer for udredning af blodpropper i lungen.

    Gennemgangen har blandt andet vist, at blodprøven D-dimer, som man på nogle afdelinger har brugt som standard, kun bør bestilles og tages efter, at patienten er blevet tilset og vurderet af en læge.

    Sparer patienterne for unødige scanninger

    Tidligere er D-dimer flere steder blevet bestilt og taget allerede ved første mistanke – for eksempel alene ved åndenød.

    – Blodprøven giver en del falsk-positive svar. Det giver derfor kun mening at bestille blodprøven i de tilfælde, hvor der er en begrundet mistanke. Vi er nemlig som læger nødt til at reagere på en positiv D-dimer med yderligere undersøgelser, fortæller Casper Falster.

    De yderligere undersøgelser vil bestå af for eksempel en CT-scanning, som altså potentielt vil udsætte patienten for unødvendig stråling.

    Nye anbefalinger i Danmark

    Casper Falsters resultater får allerede betydning for patienterne. Vælg Klogt, som er et samarbejde mellem Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber, har lavet nye anbefalinger for brugen af D-dimer.

    Anbefalingen lyder: Undgå test af D-dimer før der er foretaget en klinisk vurdering af sandsynligheden for blodprop i lungen.

    – Der er to vindere her – patienterne som slipper for unødig bekymring, og vi som læger kan bruge vores energi på de undersøgelser, som giver bedst værdi for patienten, fortæller Casper Falster.

    Om studiet

    Studiet er en gennemgang af 13 kliniske retningslinjer vedrørende udredning ved mistanke om en blodprop i lungen. Det er generelle retningslinjer, som er medtaget og altså ikke retningslinjer møntet på en meget specifik patientgruppe. Kun engelsksprogede retningslinjer udgivet efter år 2000 er udvalgt, og der taget udgangspunkt i nyeste udgave af retningslinjen.

    Følgende centrale emner var med: Tilsyn og vurdering af læge for risiko for blodprop i lunge, brug af D-dimer og endelig diagnostisk test.

    Kontakt:

    Journalist Marianne Lie Becker tlf.: 21 26 19 26 email: mlbecker@health.sdu.dk

    Læge, Ph.d. Casper Falster email: casper.falster@rsyd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13734834?publisherId=12056383&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **