Pressemeddelelse fra REBOOT
Når bæredygtighedseventet Reboot for første gang bliver afholdt i Odense i slutningen af november, er der tre virksomheder, som bliver belønnet for deres grønne indsats. Vinderne af Innovationsprisen og Inspirationsprisen får ud over æren en kontantpræmie på 100.000 kr., mens der følger 250.000 kr. med eventets hovedpris, Bæredygtighedsprisen.
Reboot bliver afviklet 29.-30. november, og det er arrangørerne af eventet, Odense Congress Center, der sammen med deres partner, Odense Klimapartnerskab, har valgt at indstifte de tre priser for at hylde nogle af de virksomheder, som tager et grønt ansvar og går forrest, når det handler om bæredygtighed.
“Vi er ret stolte over, at vi allerede til den første udgave af Reboot kan uddele tre priser, som kan være med til at booste virksomheders arbejde med den grønne omstilling,” siger Kristian Nordfred Hansen, projektleder, Odense Congress Center, og tilføjer:
“Vi håber at få rigtig mange indstillinger til de to priser, for vi ved, at rigtig mange virksomheder arbejder seriøst og målrettet med bæredygtighed, som er et fælles ansvar. Netop derfor har vi brug for at blive inspireret af alle de initiativer, der foregår rundt omkring i virksomhederne.”
Alle kan indstille kandidater til Innovationsprisen og Inspirationsprisen. Det gør man på Reboots hjemmeside,
, indtil 31. oktober, hvorefter en jury nominerer de tre bedste virksomheder i hver kategori. Man kan ikke indstilles til hovedprisen, Bæredygtighedsprisen, som Odense Klimapartnerskab står bag. Her er det en uvildig jury, der nominerer tre virksomheder. Alle vinderne kåres onsdag 29. november på Reboot.“Vi har brug for virksomheder, der går forrest i arbejdet med bæredygtighed. Virksomheder, som vi kan se op til og lade os inspirere af, når vi skal i gang med den grønne omstilling. Og her kan der være lige så meget inspiration af hente hos en lille start up som hos en stor, global spiller – det afhænger fuldstændig af, hvor man selv er på sin bæredygtighedsrejse. Det er dem, vi vil hylde med priserne,” siger formanden for Odense Klimapartnerskab, Kim Nørgaard Andreasen, der til dagligt er økonomidirektør hos Universal Robots, som er en af grundlæggerne af klimapartnerskabet.
Reboot har som mål at inspirere virksomheder og organisationer på deres bæredygtighedsrejse og give dem konkrete værktøjer eller idéer til at komme i gang med det grønne arbejde. I løbet af de to dage får udstillere og gæster mulighed for at se og høre om bæredygtige produkter og løsninger, hente inspiration og rådgivning, møde førende eksperter, udvide deres netværk og udforske det store konferenceprogram.
Reboot henvender sig til virksomheder i alle slags brancher, der befinder sig på forskellige stadier af deres bæredygtighedsrejse. Uanset, om de er i den spæde start af rejsen, mangler den sidste inspiration eller løsning eller kan hjælpe andre virksomheder med bæredygtige løsninger og rådgivning.
Man kan læse mere om Reboot på
.FAKTABOKS:
Innovationsprisen
Innovationsprisen går til en virksomhed, der er stiftet efter 1. januar 2020, og hvor forretningsidéen baserer sig på mindst ét af FN’s 17 verdensmål. Desuden skal virksomheden demonstrere en markant og nyskabende tilgang til at tackle bæredygtighedsudfordringer, den skal kunne dokumentere konkrete resultater, og den skal have udviklet et unikt, smart eller nytænkende produkt, der fremmer den grønne omstilling.
Inspirationsprisen
For Inspirationsprisen gælder det, at virksomhederne – ud over at arbejde med mindst ét af FN’s 17 verdensmål – skal have vist lederskab og vision i forhold til transformationen til en bæredygtighed virksomhed, ligesom virksomheden skal have ydet en betydelig indflydelse på udbredelsen af bæredygtighedsprincipper og -praksis inden for sin branche.
Bæredygtighedsprisen i samarbejde med Odense Klimapartnerskab
For Bæredygtighedsprisen gælder det, at virksomhederne – ud over at arbejde med mindst ét af FN’s 17 verdensmål – skal arbejde med bæredygtige initiativer og skal have gjort det ekstraordinært godt indenfor miljø, økonomisk- eller social bæredygtighed. Virksomheden skal kunne demonstrere en betydelig reduktion i sin miljøpåvirkning gennem initiativer som energieffektivitet, affaldsreduktion, CO2-udledningsreduktion og/eller beskyttelse af biodiversitet og vise en positiv økonomisk præstation.
FAKTABOKS:
Om Odense Klimapartnerskab:
Odense Klimapartnerskab arbejder for at samle hele Odense om at nå målet om at blive klimaneutral senest i 2030. Den grønne omstilling kommer til at stille store krav til os alle, og vi kommer kun til at lykkes, hvis vi løfter i flok. Derfor vil Odense Klimapartnerskab sikre, at vi hjælper hinanden, står sammen, deler viden og ser på fremtidens løsninger og gode eksempler, så alle kommer igennem fremtidens store forandringer.
Odense Klimapartnerskab består af 3C Groups, Universal Robots, Energi Fyn, H.J. Hansen Koncernen, Syddansk Universitet, Jysk Fynske Medier, Fjernvarme Fyn, Vandcenter Syd, Odense Renovation, Odense Havn og Odense Kommune, og partnerskabet inviterer til, at mange flere virksomheder kommer med.
For yderligere information, kontakt:
Projektleder, Reboot, Kristian Nordfred Hansen, tlf.: 30461858,
Odense Klimapartnerskabs sekretariat, Signe Vestergaard Bansø, tlf.: 22670206,
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **