Pressemeddelelse fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet
De danske virksomheder tager digital sikkerhed alvorligt, og markant flere virksomheder har indført de vigtigste it-sikkerhedstiltag.
Det viser den årlige analyse ‘Digital sikkerhed i danske SMV’er 2023’, som Digitaliseringsstyrelsen står bag.
84 procent af de danske SMV’er har indført de to mest basale sikkerhedstiltag; backup af data og systematisk opdatering af software. Til sammenligning var det blot 75 procent sidste år. De to sikkerhedstiltag bør stort set alle virksomheder implementere for at have et minimumsniveau af cybersikkerhed.
“Jeg er glad for at se en fremgang i SMV’ernes digitale sikkerhed. Jeg tror, at det skyldes en større forståelse for den voksende cybertrussel, der kun er blevet større efter Ruslands invasion af Ukraine. Jeg tror desværre ikke, at den trussel forsvinder, og derfor vil vi fortsætte vores indsats for at løfte erhvervslivets fokus på digital sikkerhed,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.
Jo mindre virksomheder, jo lavere digital sikkerhed
Analysen viser en klar tendens: Jo mindre virksomheder, jo lavere digital sikkerhed. For de mindste virksomheder med 5-9 ansatte er det næsten hver tredje virksomhed, som ikke benytter de to basale it-sikkerhedstiltag. I modsætning til de øvrige SMV’er har de mindste virksomheder ikke implementeret flere it-sikkerhedstiltag siden 2019.
Derudover viser analysen, at godt hver tredje (35 pct.) af SMV’erne har et for lavt digitalt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil. Selvom denne andel også er en forbedring siden sidste år (44 pct.), er det fortsat en stor andel af SMV’erne, som er ekstra udsatte overfor cyberangreb. Og et angreb kan få store konsekvenser for virksomhederne i form af tabt omsætning, ekstra udgifter, mistet data eller i værste tilfælde, at forretningen ikke kan køre videre.
“Vi skal have den sidste tredjedel af SMV’erne op på et tilfredsstillende digitalt sikkerhedsniveau. Regeringen har allerede igangsat en række konkrete initiativer målrettet erhvervslivet, herunder videreudvikling af Sikkerdigital.dk og lanceringen af en Cyberhotline for digital sikkerhed. Men den seneste tids hackerangreb på virksomheder og myndigheder viser, at det her en opgave, vi skal have endnu mere fokus på,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.
Kort om analysen
Analysen ‘Digital sikkerhed i danske SMV’er’ er en årlig analyse, som følger arbejdet med den digitale sikkerhed i dansk erhvervsliv.
Analyseresultaterne er baseret på Danmarks Statistiks årlige undersøgelse ‘IT-anvendelse i virksomhederne’. Data er indsamlet i 2022 blandt 4.193 virksomheder med 10+ ansatte inden for de private, ikke-finansielle byerhverv.
Resultaterne for mikrovirksomheder (med 5-9 ansatte) er ligeledes indsamlet af Danmarks Statistik i deres temaanalyse “Aktiviteter i små virksomheder” i 2022 og består af 1.537 gennemførte virksomhedsbesvarelser.
Alle data er vægtet, så resultaterne afspejler populationen af danske virksomheder.
Udvalgte hovedkonklusioner om SMV’ernes digitale sikkerhed |
|
Kontakt:
Presserådgiver Michael Højgaard Bang email: mihb@digmin.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **