PRM / Ny, uafhængig analyse af finanslovsforslaget for 2024 og dansk udviklingsbistand: Tilbage i det gode selskab

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    Danmark røg i 2022 ud af det gode selskab. For første gang i 41 år nåede dansk bistand ikke FN-målet om at give mindst 0,7 pct. af vores bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. 0,67 pct. blev det til. Regeringen var så fokuseret på ikke at lande OVER 0,70 pct., at vi havnede under. Helt galt gik det med tilsagn om ny bistand i 2022. De landede mere end 2 milliarder for lavt til at nå 0,7 pct. af BNI. Her gik det også galt i 2021. Derfor skyldes 2½ milliard af de 23 milliarder kr. i bistand i 2024, at efterslæbene fra 2021-22 skal indhentes. Regeringen vil have Danmark tilbage i det gode selskab, og det kræver ekstra penge.

    Det er godt nyt for udviklingssamarbejdet – om end på en dyster baggrund. Årets analyse fra Timbuktu Fonden fortæller, hvad den rekordhøje bistand skal bruges til. For eksempel at et europæisk land, Ukraine, står til at blive det største modtagerland af dansk bistand i 2024. Og at der i 2024 kun er afsat knapt 800 mio. kr. af udviklingsbistanden til at modtage flygtninge i Danmark mod mere end 3,3 milliarder kr. i 2023. Men faktisk er yderligere 1,2 milliarder kr. afsat i reserve til formålet, hvis flygtningetallet igen eksploderer.

    Analysen viser også, at af de godt 9 milliarder kr., regeringen næste år regner med at sende til Afrika, kanaliseres kun godt 1 milliard kr. via de bilaterale landeprogrammer, der tidligere var grundpillen i det danske udviklingssamarbejde.

    Regeringen vil i 2024 bruge rekordhøje 6 milliarder kr. til grøn bistand. “Tilbage i det gode selskab” kigger nærmere på, hvordan de skal bruges. Analysen viser også, at den tidligere S-regerings stærke fokus på migration er nedtonet ganske betragteligt. Endnu en nyhed er, at udenrigstjenesten – også i Afrika – skal styrkes. Hvor og hvordan fortæller finanslovsforslaget ikke, men en del tyder på, at beslutningen om at lukke den danske ambassade i Tanzania i 2024 sløjfes.

    “Tilbage i det gode selskab” udgives af Timbuktu Fonden og er skrevet af freelancejournalist Jesper Heldgaard, der i mere end 20 år har dækket udviklingssamarbejde. Den følger op på tidligere år rapporter startende med “Engang verdens bedste” til og med “Danmark først” (2022). Dette års analyse er vedhæftet denne PM og kan også hentes fra www.timbuktufonden.dk. Trykt version af analysen kan rekvireres ved henvendelse til Lisbeth Cardoso lica@dca.dk
    eller 5060 4075.

    Kom til fyraftensmøde, hvor analysen fremlægges og diskuteres

    Torsdag den 12. oktober 2023 kl. 16.30-18.30 præsenteres analysen af forfatteren, journalist Jesper Heldgaard og diskuteres og sættes i perspektiv af Anne Mette Kjær,
    professor ved Aarhus Universitet og formand for Udviklingspolitisk Råd, og af udviklingsordførere: Christian Friis Bach (Rad), Trine Pertou

    Mach (EL) og Kasper Sand Kjær (S  tbc)
    .

    Mødet holdes hos Folkekirkens Nødhjælp, Meldahlsgade 3, København V og arrangeres i samarbejde mellem IDA Global Udvikling og Timbuktu Fonden.

    Mere om mødet og tilmelding https://ida.dk/arrangementer-og-kurser/arrangementer/tilbage-i-det-gode-selskab-finanslovsforslaget-for-2024-og-dansk-udviklingsbistand-351569

    Yderligere oplysninger: Jesper Heldgaard, freelancejournalist, 20 43 58 18

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13733411?publisherId=13559172&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **