Pressemeddelelse fra Finans Danmark

Ved udgangen af september stod der 30.025 parcel- og rækkehuse til salg i Danmark. Det er godt 1.700 flere huse end for et år siden, og for første gang siden maj 2020 er der over 30.000 huse til salg. I september er der fjernet 5.407 huse fra markedet, det er 1.025 flere end på samme tidspunkt sidste år. Det tyder på, at der er flere købere på banen.

”Danskerne var tilbageholdende med at købe bolig i 2022, hvor boligejerne pludselig skulle forholde sig til krigen i Ukraine, højere priser på energi og dagligvarer samt stigende renter. Antallet af huse til salg steg i løbet af 2022, og der er også kommet lidt flere huse til salg i 2023. Så danskere på husjagt har nu flere valgmuligheder, end de har haft i mere end tre år, og nye tal tyder på, at danskernes interesse for at købe hus er vendt tilbage. Særligt i de seneste fire måneder ser det ud til, at flere har være ude at købe hus sammenlignet med samme periode sidste år,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Nye boligskatteregler kan fremskynde bolighandler

Det nye boligskattesystem træder i kraft 1. januar 2024, og for nylig kunne danskerne se en foreløbig vurdering af deres fremtidige boligskat. Det er fra politisk side besluttet, at boligejerne får en skatterabat, hvis deres boligskat stiger som følge af overgangen til de nye regler. Man opnår kun rabatten, hvis man overtager sin bolig senest den 31. december 2023. Overtager man en bolig efter årsskiftet, skal man betale skat efter de nye regler og opnår ikke skatterabat.

”Overgangen til de nye boligskatteregler kan gøre det interessant for nogle danskerne at fremskynde køb eller salg af ejerbolig. For hvis man køber en bolig, hvor skatten vil stige, kan man nå at få skatterabatten med, hvis man overtager boligen inden årsskiftet. Går man omvendt som boligejer med overvejelser om at sælge en bolig, hvor skatten står til at stige, så kan man måske opnå en højere pris, hvis boligen overtages inden 2024. Offentliggørelsen af de foreløbige vurderinger og boligskatter kan derfor betyde mere aktivitet på boligmarkedet i de sidste måneder af 2023, end vi ellers ville have set,” siger Peter Jayaswal.

Læs hele nyheden her

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **