PRM / Naturvenner roser planer om mere vedvarende energi på land

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Regeringen har i dag præsenteret et nyt udspil til mere vedvarende energi på land. Det betyder blandt andet, at der udpeges en række energiparker rundt om i landet, som reserveres til opsætning af vindmøller og solceller. Udmeldingen glæder direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby.

    – Det er rigtig godt, at regeringen nu kommer på banen med en konkret plan for, hvordan vi får opstillet mere vedvarende energi på land. Vi har i lang tid efterspurgt en bedre statslig planlægning til at sætte skub i udbygningen på land, der nærmest har stået stille de senere år, siger Lars Midtiby.

    Indtil videre har kommuner og opstillere meldt 32 potentielle arealer ind, som nu skal vurderes. Regeringen lægger samtidig op til hurtigere myndighedsbehandling og øget kompensation til både naboer og det lokale samfund.

    – Der er brug for, at staten påtager sig et ansvar i stedet for at overlade det til den enkelte kommune, og derfor er det glædeligt, at regeringen nu kommer i gang. Vi havde dog gerne set, at man på nuværende tidspunkt var kommet endnu længere, for det er jo langt fra sikkert, at de 32 arealer som man nu har arbejdet lang tid på at nå frem til, rent faktisk bliver realiseret. Der er brug for et markant højere tempo i den danske klimaindsats, siger Lars Midtiby.

    Kan true retssikkerheden
    Med de nye energiparker bliver der samtidig lagt op til, at kommunerne kan bede staten om at gennemføre parkerne med en anlægslov, hvilket vil fjerne borgeres og organisationers mulighed for at påklage myndighedernes beslutninger til en uafhængig instans.

    – Det er et grundlæggende vilkår i vores samfund, at man som borger kan få prøvet en myndighedsafgørelse ved en uafhængig instans, og det er klart, at hvis regeringen vil fjerne den mulighed, så vil det betyde en ringere retssikkerhed, siger Lars Midtiby.

    Regeringen vil samtidig gøre det lettere at placere anlæg i tilknytning til vind- og solparker. Lars Midtiby understreger, at placering af industrianlæg i det åbne land typisk vil have store indvirkninger på naturen, og derfor håber han, at man kun vil give tilladelser i områder, der er er præget af eksisterende industri, motorveje eller lignende.

    Naturhensyn bør ikke nedprioriteres
    I hendes nylige åbningstale i Folketinget stillede statsminister Mette Frederiksen spørgsmålet: ‘Er flagermus vigtigere end vindmøller?’ Ifølge statsministeren er der tidspunkter, hvor hensynet til biodiversitet og miljøbeskyttelse må træde i baggrunden for den hurtige udrulning af vedvarende energiprojekter. Nu kommer regeringen så med en plan, der potentielt kan fjerne muligheden for at klage over naturhensyn, der ikke bliver taget.

    – Jeg mener, at det er et forældet synspunkt, at klimakrisen må løses ved at nedprioritere biodiversitetskrisen. Det er muligt at løse begge kriser samtidig, og som oftest så kan det sagtens lade sig gøre i praksis. Vi vælger først at klage over et projekt som allersidste nødløsning, hvis hensynet til natur ofte er blevet systematisk nedprioriteret hele vejen igennem udviklingen af et projekt, siger Lars Midtiby.

    En opgørelse viser, at Danmarks Naturfredningsforening har klaget over 18 vedvarende energiprojekter de sidste 10 år, og 61 procent af sagerne har foreningen fået medhold i klagen. De sidste to år har foreningen klaget i tre sager.

    – Vi vinder i over 60 procent af de sager, som vi klager over. Så det fortæller jo noget om, at myndighederne allerede i dag har store problemer med at overholde naturbeskyttelseslovgivningen, siger Lars Midtiby.

    Han understreger, at Danmarks Naturfredningsforening allerede i dag arbejdet tæt sammen med energiselskaber for at sikre biodiversitet i forbindelse med nye vedvarende energianlæg.

    – Vi arbejder tæt sammen med energibranchen, og det er vores indtryk, at der er en stor forståelse for, at udbygningen af vedvarende energi skal gå hånd i hånd med at sikre fremskridt for naturen, siger Lars Midtiby.

    Kontakt:

    Presserådgiver Kasper Pihl Møller email: kpm@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13732878?publisherId=13559520&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **